Meny indfører officielle klimaanprisninger
-
Klimaanprisningerne skal gøre det lettere for kunderne at træffe klimabevidste valg, når de køber dagligvarer
Dagrofas højprofilkæde Meny indfører nu som den første danske dagligvarekæde de officielle klimaanprisninger fra Rådet for Sund Mad.
Anprisningerne vil være på udvalgte fødevarekategorier, og initiativet rulles ud i kædens samtlige 112 supermarkeder inden udgangen af september.
- Som Danmarks madmarked er det en del af vores ansvar at gøre det nemmere for kunderne at vælge mere klimabevidst, og vi gør, hvad vi kan for at leve op til det. Det er samtidig vigtigt, at vi kommunikerer korrekt om klimaaftryk, så vi er meget glade for, at der nu findes vejledninger om det klimabevidste valg, som er understøttet af myndigheder. Og hvis der skulle opstå spørgsmål, kan vores uddannede klimaambassadører hjælpe med inspiration til indkøb og madlavning, siger kædedirektør i Meny, Richo Boss.
Ifølge Madkulturen, som er en videns- og forandringsorganisation under Fødevarestyrelsen, synes 73 pct. af danskerne, at det er vigtigt at være klimabevidst i sine madvaner. Men samtidig kan det være svært at gennemskue, hvordan man handler klimabevidst, når man eksponeres for mange forskellige informationer. Det konkluderede Klimarådet eksempelvis i en rapport sidste år, hvor de peger på, at 50-60 pct. efterlyser mere viden, information og vejledning.
De generiske klimaanprisninger kan findes på Rådet for Sund Mads hjemmeside.
Klimaanprisningerne er udarbejdet af Dansk Erhverv, Dansk Gartneri, De Samvirkende Købmænd, DI Fødevarer, Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet, Rådet for sund mad, Dagrofa, Horesta, Rema 1000 og MLDK Mærkevareleverandørerne.
Der vil være generiske klimaanprisninger i fødevarekategorierne planteolier, grøntsager, frugt, kartofler, bælgfrugter, kylling og fuldkornsprodukter.