Meny er rykket ind i Kolding med to supermarkeder

Dagrofa 2. maj 2023 -
This describes the image
Liva Stormarked blev oprindeligt stiftet af købmændene Lissy og Vagner Bro Christensen, som i 1968 flyttede til Kolding med drømmen om at åbne et supermarked. Børnene, Vivi Bro Gregersen og Michael Bro Christensen, har senere taget over, og selvom butikkerne skifter navn og ejer fortsætter Vivi og Michael som ansatte købmænd i butikkerne sammen med de mere end 100 medarbejdere.   Foto: Dagrofa
  • Den 1. maj blev Liva Stormarked en del af Meny. To nye butikker markerer en større strategisk satsning

Liva Stormarked blev oprindeligt stiftet af købmændene Lissy og Vagner Bro Christensen, som i 1968 flyttede til Kolding med drømmen om at åbne et supermarked. Børnene, Vivi Bro Gregersen og Michael Bro Christensen, har senere taget over.

Selvom Liva i går den 1. maj skiftede navn til Meny, og ejerskabet er overtaget af Dagrofa, fortsætter Vivi og Michael som ansatte købmænd i butikkerne sammen med de mere end 100 medarbejdere. 

Medarbejderne har skiftet Liva-uniformen ud med en lyseblå Meny-skjorte. Men værdierne og serviceniveauet vil være det samme, lover den tidligere ejer af Liva Stormarked og nu købmand i Meny Liva, Michael Bro Christensen:

- Liva er noget særligt for mange af Koldings borgere, og det skyldes vores dygtige medarbejdere, som kender deres kunder og altid har leveret et højt serviceniveau samt haft de rigtige værdier i bagagen. Meny deler mange af de værdier, og derfor har det været naturligt, at vores medarbejdere kan fortsætte, ligesom Vivi og jeg kan fortsætte som købmænd. Derudover har det en masse fordele at blive en del af en Meny-kæden.

Koncernchef for Dagrofa, Tomas Pietrangeli, offentliggjorde i februar den største handel i Meny-kædens levetid og forklarede, at opkøbet af de to butikker i Kolding var en del af en større strategisk satsning:

- Vi står på et stærkt fundament med vores resultat i 2022 og er kommet godt fra start i 2023. Vi fortsætter derfor med vores strategiske ambitioner og herunder en mere offensiv ekspansionsplan. Vi har lige nu over 500 dagligvarebutikker fordelt på kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, og vi vil ekspandere yderligere. Der er heldigvis stadig mange steder i Danmark, hvor der er plads til vores kædeformater, men vi vil også sikre os, at det er økonomisk bæredygtigt, hvorfor vi arbejder tålmodigt og langsigtet med udvidelsen af vores butiksnet.

Med de to nye butikker i Kolding er Meny nu på 114 butikker.

Samme grossist 

Liva har igennem mange år været kunde hos grossisten Dagrofa, og selvom meget af sortimentet derfor vil være det samme, vil kunderne også opleve nye varer på hylderne. Efter ombygningen til efteråret vil Meny-koncepter som fersk fisk, delikatesser og ost være integreret i butikkerne.

Også prisprogrammet Hverdagspris bliver en del af konceptet. Det betyder, at kunderne altid kan finde mere end 400 basisvarer til en pris på niveau med discountbutikkerne. 

 

Opdateret 3. maj 2023