Meny er klar til at fremme dansk madkultur
-
Fire danske producenter er udpeget som de første spydspidser i Danske Madskatte
Meny lancerer i februar sit initiativ Danske Madskatte, hvor kæden til at begynde med introducerer fire leverandører og partnere. Der er sat navne på de første fire; Højer Pølser, Øllingegård, Lindely Vingård og Reuced.
Meny vil samlet set udvælge og markere 200 varer som en dansk madskat, hvilket indikerer, at den varen er produceret i Danmark med fokus på kvalitet, godt håndværk og innovation.
I begyndelsen af næste måned introducerer Meny de første fire partnerskaber med udvalgte leverandører i Danske Madskatte.
En af de fire producenter er den sønderjyske slagtervirksomhed Højer Pølser, som nu får mere synlighed i alle landets butikker.
- Mange mindre fødevareproducenter kan have svært ved at finde vej til hylderne hos de store supermarkeder. Dette initiativ gør det muligt, og det er fantastisk at se Meny gå forrest og være med til at fremme danske og lokale producenter, siger Jan Müller, adm. direktør i Højer Pølser.
Danmarks madmarked
Ambitionen hos Meny er at manifestere sig som hele Danmarks madmarked, hvor sortimentet inden for ’Danske Madskatte’ på sigt kommer til at stige fra de 200 varer til 700. Alt dette kan kun ske igennem de nye partnerskaber med danske leverandører som Højer Pølser, der har samme ambitioner.
- Vi glæder os til at starte ’Danske Madskatte’ op med Højer Pølser og de andre leverandører. Sammen skaber vi et rum for dialog og erfaringsudveksling mellem os alle. For det er igennem vidensdeling og samarbejde, at vi kan innovere for at udvikle dansk madkultur. Vi glæder os til første skridt og til at byde mange flere partnere velkommen i fremtiden, siger Jesper Bjerring, kommerciel direktør i Meny.
Glæden over at blive en del af danske madskatte er også stor hos Nelly Riggelsen, som er salgs- og marketingchef hos Øllingegaard:
- Vi har et fantastisk samarbejde med Meny, og vi er naturligvis begejstrede over at blive en del af Danske Madskatte, som er et spændende initiativ. Det er beundringsværdigt at se Menys engagement for at fremme danske og lokale producenter.