Mærkevarernes online-butik åbner snart
Nu er der kun kort tid til den store premiere på mærkevareleverandørers direkte online-salg til den almindelige forbruger - det, der tidligere var kendt som Shopall24.
Til februar går den nye handelsportal i luften under navnet Shobr.com - en sammentrækning af shopper og brands - for der kommer udelukkende mærkevarer på ”hylderne” i det nye online-supermarked, der udfordrer dagligvarekæderne ved helt at springe butiksleddet over.
”Shobr lanceres til januar 2016 og vil udrulle en meget ambitiøs udviklingsplan hen over året”, fremgår det af en blog, som er skrevet af CMO i Shopall24, Anders Uttrup.
Siden er premieren imidlertid blevet skubbet lidt.
Projektet er længe blevet markedsført af mærkevareleverandørernes brancheorganisation DLF som et modtræk til kædernes stigende fokus på deres egne mærker - private labels - og efterhånden er der kommet flere detaljer på, hvordan ideen skal føres ud i livet.
PostNord og Dansk Cater
Samarbejdspartnerne er på plads: PostNord skal stå for distributionen og Dansk Cater-selskabet AB Catering lægger lagerplads til i Brøndby.
Logistikken er ifølge en anden blog på Shopall24 blevet testet ved, at det er folkene bag det kommende Shobr.com, som har leveret vin for dagbladet Berlingskes vinklub.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Screendump: Shobr.com