Måltidsløsningen skal sælges med humor
Meny i Hørsholm har godt styr på at sælge måltidsløsninger til voksne og seniorer, men familierne har butikken ikke helt haft taget på.
Det har to studerende i Sundhed og Ernæring fra professionshøjskolen Metropol, Helene Andreasen og Christine Snæbum Jensen, nu ændret på.
- De to studerende ser det at sælge mad til børnefamilierne fra en anden og lidt mere humoristisk vinkel, end vi gør. Vi er nok lidt mere "faglige", siger købmand Lisbeth Dalgaard.
Hun sagde ja til, at de to studerende, der er i gang med deres bachelorprojekt, måtte bruge butikken i over en måned til deres afsluttende eksamensprojekt, fordi hun selv sætter pris på at have faglærte medarbejdere i sin butik.
- De er energiske og top-engagerede, og vil vi have uddannede folk, har vi jo selv et ansvar for at være med til at uddanne dem, siger købmanden.
Måltider til familien med den rare far
Helene og Christine har analyseret markedet for take away og måltidsløsninger til familier i Nordsjælland og i butikken og spurgt en række familier om deres behov.
- Hos os har de i samarbejde med vores køkken og ferskvareafdelinger skabt nogle måltidsløsninger, som de har demonstreret for kunderne, fortæller Lisbeth Dalgaard.
Måltidsløsninger er poser med enten laks eller kylling med tilbehør.
- I modsætning til, hvad vi selv plejer, har de tænkt over, hvad børn gerne vil spise, og hvordan man kan gøre måltidet sjovt i familien. Der er blandt andet snacktomater og agurkestave i poserne, og uden på poserne er der små historier eller en quiz, og børnene kan vælge posen til "familien med den røde bil", eller "familien med den rare far" og lignende, fortæller Lisbeth Dalgaard.
- Vi har skabt måltidsløsningerne med udgangspunkt i, at der skal være mere sundhed i hverdagen og så har det været meget vigtigt for os at inddrage børnene, siger Christine, der er meget tilfreds med kulminationen af projektet i uge 41, hvor de studerende selv stod for at promovere den sunde og børnevenlige mad i butikken. Tirsdag blev der solgt otte nemme måltider, onsdag ti og torsdag seks.
Hun og Helene har sat stor pris på den frihed, de har haft under projektet og er glade for, at de er blevet taget godt imod af både kunder og personale. De overlader nu projektet til kokken i delikatessen, der er åben for at fortsætte med de sunde måltidsløsninger fra januar.
Af Ditte Nygaard Larsen
dnl@dhblad.dk
Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Christine Snæbum Jensen og Helene Andreasen var hurtige til at gribe købmand Lisbeth Dalgaards efterspørgsel på nemme og sunde måltidsløsninger til børnefamilierne.
Foto: Marianne Sten Christensen/Meny Hørsholm