Lokalkøbmand tager sig god tid til både familie og kunder

Dagrofa 20. dec 2019 -
This describes the image
Min købmand daugaard købmand allan Bulow|||| Foto: Helle-Karin Helstrand||Butikken åbnede 2. december for to år siden. Lokalerne er ejet af et tidligere købmandspar; borgere, foreninger og virksomheder har skudt penge i butikken.||

Det kommer næsten til at virke symbolsk, at 32-årige Allan Bülow sad på fødegangen og ventede på sin nu to og et halvt-årige søn Malthes ankomst, da Dagrofas ledelse fortalte alle medarbejderne i Kiwi, at kæden skulle lukkes.

Allan Bülow var den gang butikschef i Kiwi i Løsning på andet år, og lukningen blev stort set startskuddet til, at han i dag er selvstændig købmand i Min Købmand i Daugård.

Men Allan Bülow er samtidig far med stort F, for de nu to børn skal der også være tid til.

Butikken, der har nye køle-og frysebokse og -skabe, nyt gulv og et salgsareal på 300 kvm., åbnede 2. december for to år siden. Lokalerne er ejet af et tidligere købmandspar; borgere, foreninger og virksomheder har skudt penge i butikken, og omsætningen stiger.

- Skulle vi have fulgt planen og købt nyt, var vi ikke nået nær så langt; men jeg vidste, at der var en masse Kiwi-inventar, vi kunne få billigt, og så har vi købt inventar fra andre Dagrofa-butikker, der er lukket, siger købmanden.

Frugt og grønt er eksempelvis i rustikke trækasser fra Meny, mens flere reoler og en enkelt impulskøler er Kiwi-grøn.

Hellere børn end penge

Det første år opnåede butikken en omsætning på 13,5 mio. kr. eksklusive moms, hvilket svarer til indeks 170.

- Der stod kun 98.000 kr. på bundlinjen efter skat og løn, for lønprocenten er høj. Det blev den blandt andet, fordi jeg valgte også at se min søn. Jeg vil hellere være hjemme ved familien end at lave en halv million på bundlinjen, siger Allan Bülow.

Han tilføjer, at han sjældent arbejder mere end 40 timer om ugen.

- Jeg er aldrig vagtsat til aftener og weekender, men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde på at kigge forbi. Når jeg henter Malthe i vuggestuen, går vi ofte en tur i butikken for at købe ind og snakke lidt med kunderne. Ikke mindst de ældre kunder er vilde med at hilse på børnene, smiler Allan Bülow og finder billeder frem på sin iPhone:

Både Malthe og lillesøster Aya, der snart er et halvt år, er klædt i grå bluser med Min Købmand-logo.

- Min kone Tina har netop pakket 130 gavekurve i anledning af julen, og mens hun arbejdede i butikken, sov Aya i barnevognen. Jeg har det fint med at inddrage min familie, siger købmanden.

[caption id="attachment_84314" align="alignnone" width="696"] Butikken åbnede 2. december for to år siden. Lokalerne er ejet af et tidligere købmandspar; borgere, foreninger og virksomheder har skudt penge i butikken.[/caption]

To butikker er for meget

Der er da heller ikke tvivl om, at det betyder noget for kunderne, at de ser købmanden og hans familie. I foråret overtog Allan Bülow Min Købmand i Nim, 30 km fra Daugård.

- Det var meningen at min bror Brian skulle drive butikken her i Daugård, mens jeg skulle være i Nim. Men åbningen i Nim trak ud, og Brian fik i stedet en butik i Stenderup. Jeg endte med at bruge energi i begge butikker, og det går bare ikke. Mit fravær her i Daugård kan ses på omsætningen; vi har været nede under indeks 90, siger Allan Bülow.

Han regner med, at eventyret i Nim har kostet en mio. kr. i Daugård, så årets omsætning ender på 12,5 mio. kr. eksklusive moms.

- Men nu har jeg fået en lokal og dygtig købmand fast på i Nim, og den seneste tid er det gået fremad igen her. Vi ligger nu på indeks 117 - og det efter et år med indeks 170, siger købmanden.

Når han ikke selv er i butikken, kan kunder og borgere se og lytte til deres købmand på Facebook, hvor han er meget aktiv.

- Mindst én gang om ugen fortæller jeg kunderne via en video om, hvad der sker i butikken, eller hvad vi har til dem. Jeg bruger også Facebook til konkurrencer og gode tilbud - blandt andet ja tak-tilbud med kød fra slagter Max. Vi har ikke slagter-kød i disken, men sælger det kun på bestilling. Det trækker kunder, der ikke vil have det detailpakkede kød, siger Allan Bülow.

Og der er ikke langt til konkurrenter med fersk kød. Knap 10 km mod vest ligger Bilka Vejle, og 20 km mod nordøst ligger Bilka Horsens. Derudover er der en ny Lidl og en nyrenoveret Fakta i Hedensted, godt 4 km fra Daugård.

Styr på datovarer

Allan Bülow bruger også Facebook til at sende tilbud ud på varer, der er tæt på dato. Datovarerne styrer han i dag med en app. I begyndelsen benyttede han en Googlekalender, som han delte med personalet. I den skrev han alle varer, der har en sidste holdbarhed, ind - sammen med datoen for, hvornår den enkelte vare skulle tjekkes.

- Jeg fortalte om det på vores Facebook-side, og kort efter fik jeg en henvendelse fra en mand, der bor 300 meter fra Min Købmand i Nim. Han foreslog, at vi sammen skabte en app til formålet, fortæller købmanden.

Som sagt, så gjort, og StorePlanner blev skabt.

Allan åbner appen på sin mobil. En række varer er markeret med rødt. Det er varer, der løber på dato i dag. Efter de røde varer kommer en række orange, der har to-tre dage tilbage. Næste række er lys gul.

- Mælk, kød og brød tjekker vi hver dag. Dem har jeg ikke lagt ind i appen. Og varer, der har meget lang holdbarhed, kommer frem, når de har en måned tilbage, så kan vi nå at sælge dem med en pris, der måske kun er en smule under normalprisen. Varer, der hele tiden ender på dato, tager vi ud af sortiment, for så er der ikke efterspørgsel, siger købmanden.

Appen kan også sættes op til at fortælle, om en datovare er kasseret, solgt til nedsat pris eller solgt via To Good To Go-appen.

Lærte i Kiwi

Det er ikke nyt for Allan Bülow at være opmærksom på datovarer. Inden han blev butikschef i Kiwi i Løsning arbejdede han i flere år i Kiwis bagland. Først på et statushold, der talte varer op i butikkerne, senere som svindsupporter i kæden.

- I min tid som svindsupporter så jeg, hvordan man kan smadre sin bundlinje ved ikke at have styr på datovarer. Jeg gav butikkerne gode tip til, hvordan de kunne styre varerne, så de ikke skulle kassere så meget. Det har jeg taget med mig hertil, siger købmanden.

I alt 1900 varenumre ud af de ca. 3000, han har i butikken, er scannet ind i appen.

- Det er et kæmpeproblem med datovarer, og det rammer vores image, når en butik bliver taget med datovarer. Jeg synes, at alle skal bruge sådan et system. Hvilket system købmanden bruger, er jeg ligeglad med, bare vi gør noget for kædens skyld, siger han.

Dagrofa introducerer i øjeblikket et tilsvarende system, WhyWaste. Det er foreløbig under test i Meny, men skal også bredes ud.

MIN KØBMAND I DAUGÅRD

V/ Allan Bülow

Salgsareal: 300 kvm.

Antal ansatte udover købmanden: I alt 24: 1 på fuld tid, fire fleksjobbere plus en række timelønnede

Opdateret 10. nov 2020