Logistikselskab løfter Dagrofa i et svært år
Traditionelt har Dagrofa-koncernen tjent sine penge i tre selskaber, Foodservice Danmark, Dagrofa Logistik og grønlandske Pisiffik.
Men efter at Foodservice Danmark svigtede groft sidste år, og Pisiffi k er solgt fra, var det i 2017 kun Dagrofa Logistik - det tidligere SuperGros - der trods svære betingelser alligevel leverede varen.
Selskabet kom ifølge årsrapporten offentliggjort sidst i maj ud med et driftsresultat på 131 mio. kr. og nåede lige knap et trecifret millionbeløb på bundlinjen, hvor der stod 98 mio. kr. tilbage - mod 120 mio. kr. i 2016.
Omsætningen faldt markant - til 12,2 mia. kr. mod 13,5 mia. kr. året før.
Det skyldes ikke mindst Dagrofas nedlukning af discountkæden Kiwi, som kun var med i de første 4-5 måneder af 2017.
Dagrofa Logistik leverer varer til købmændene i Dagrofas kæder samt til eksterne kunder som bl.a. online-supermarkedet Nemlig.com og den korte kæde ABC.
I slutningen af 2017 kom også Løvbjerg til.
Omfattende effektiviseringer
Ifølge årsrapportens ledelsesberetning er der "gennemført omfattende effektiviseringer og optimeringer på lagerdrift og distribution".
Bemærkelsesværdigt er det, at det samlede antal ansatte i Dagrofa Logistik nu er mere end halveret på fire år fra 2013 til 2017, hvor der var 415 ansatte mod 885 fire år tidligere.
Det er ikke gået ud over evnen til at tjene penge - tværtimod blev årets resultat betydeligt bedre end i 2013, hvor det daværende Supergros ellers omsatte for et par milliarder mere.
Omsætningen i selskabet er faldet kraftigt siden 2009, men nu venter man en opbremsning i den udvikling i år.
"På baggrund af Dagrofa Logistiks organisation og fokusområder forventes i 2018 en omsætning, som er på niveau med omsætningen i 2017 grundet en fortsat effekt af Kiwi-lukningen medio 2017", står der i ledelsesberetningen.
Omsætningen faldt i de to traditionelt største segmenter, købmænd og convenience, mens selskabet sidste år øgede sin eksport til 770 mio. kr.
"Der er opstartet nye samarbejder med kunder i EU, men også i Asien", fremgår det.