Leverandører finder sammen med cateringgigant

Dagrofa 21. aug 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

De danske forbrugere er vant til, at det er handlen, der står for udvælgelsen af de varer, man finder på butikshylderne. Hvis en kæde ikke ønsker at forhandle en bestemt vare, kan mærkevareleverandøren ikke gøre noget ved det.

Fra 2016 får forbrugerne helt nye muligheder for at købe dagligvarer online, uden at handlen har indflydelse på udvalget. På den nye digitale markedsplads, Shopall24, vil mærkevareleverandører fra begyndelsen af næste år sælge dagligvarer til forbrugerne, uden at handlen står som filter.

Shopall24 bliver en markedsplads for mærkevareleverandører inden for dagligvarer, som ønsker at præsentere og levere deres fulde sortiment til forbrugerne online.

Bjarne Bak

Bjarne Bak med mange års erfaring som indkøbsdirektør i Dagrofa og kædedirektør for Kiwi er ansat som dagligvaredirektør til at lede den danske del af den nye markedsplads. Formand for bestyrelsen er Mogens Elsberg, der har siddet på topposter hos GN, IBM og Microsoft.

Lars Munch Johansen, Group CEO, siger, at Shopall24 er en markedsplads ligesom f.eks. Amazon Fresh er det i USA, Alibaba’s tmall.com er det i Kina og Just Eat er det herhjemme.

– Vi stiller en markedsføringsplatform samt distribution til rådighed for mærkevareleverandører. Leverandørerne kan markedsføre sig og sælge deres produkter, og de vil få en øget forbrugerindsigt via leverandør-dashboard.

– Vi har rigtig mange mærkevareleverandører tilmeldt allerede nu, og vi er i gang med at tage flere nye leverandører ind.

Landsdækkende

Shopall24 vil i første omgang være en markedsplads for dagligvarer, men det er planen senere at udvide til andre relevante mærkevarer som f.eks. køkkenudstyr og personlig pleje.

– Der er to veje ind på markedspladsen. Man går ind på en forbrugerorienteret platform, hvor der er forskellige kategorier. Inde bagved ligger også mærkevareleverandørshops, så man kan både købe varer hos den enkelte mærkevareleverandør eller købe ind i kategorien. Det er i stil med den kinesiske platform tmall.

– Shopall24 er en retailer med ubegrænset hyldeplads og landsdækkende distribution, siger Lars Munch Johansen.

Euro Cater

Shopall24 har indgået en samarbejdsaftale med Euro Cater terminal i Brøndby. Alle mærkevareleverandører på Shopall24 afleverer deres varer hos Euro Cater, og når forbrugeren køber sine varer, plukkes de på lageret hos Euro Cater og bliver leveret til kunden som én ordre.

Shopall24 vil operere med mange forskellige distributører over hele landet, der skal levere varerne til kunderne.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Bjarne Bak er ansat som dagligvaredirektør i Shopall24.

Opdateret 10. nov 2020