Lavere afgifter deler Folketinget

Dagrofa 16. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Folketinget er delt i to lige store blokke i spørgsmålet om at sænke punktafgifter på f.eks. slik og chokolade, nødder og øl.

Det viser Dansk Handelsblads valgbarometer.

Imod en sænkning af punktafgifterne er regeringspartierne plus SF og Enhedslisten.

I balance

Således siger Socialdemokratiets skatteordfører, Astrid Krag, til Dansk Handelsblad:

– Grænsehandel handler om meget andet end størrelsen af punktafgifter. Vi stræber hele tiden efter, at der skal være en fornuftig balance mellem indtægter til fællesskabet og rimelighed i, hvad punktafgifter og administrative byrder betyder for virksomhederne.

– Jeg mener, at vi har ramt den balance. Samtidig har vi da også forenklet en række afgiftslove, og vi har afskaffet flere punktafgifter som f.eks. sodavandsafgiften, den vægtbaserede emballageafgift og Venstres udskældte fedtafgift, siger Astrid Krag.

Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen vil ikke sænke afgifterne:

– Men der er nogle afgifter, der kan omlægges, så der f.eks. ikke er forskel på, om mandler er afskallede eller ikke, siger han.

Penge sat af

Partierne i blå blok ser gerne en sænkning af punktafgifterne. Således siger Venstres Torsten Schack Pedersen:

– Venstre ønsker at rydde op i de mange punktafgifter, og det har vi afsat 250 mio. kr. til – både for at fjerne bøvl og bureaukrati og for at mindske grænsehandel.

Liberal Alliance vil bruge endnu flere penge på sænkning af afgifter:

– Liberal Alliance mener i den grad, at punktafgifterne er for høje. Derfor har vi i vores 2025-plan fundet de 4,1 mia. kr., som det koster statskassen at sænke afgifterne på alle grænsehandelsfølsomme varer til tysk niveau, siger Ole Birk Olesen.

Brian Mikkelsen fra De Konservative siger:

– Punktafgifterne er alt for høje, og derfor har vi foreslået at afskaffe en lang række afgifter bl.a. på dagligvarer. Det skal være billigere at købe ind i Danmark, siger han.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Illustration: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020