Kun et vejarbejde skaber skår i glæden
Det kunne være så godt – og helt skidt er det da heller ikke i den seks måneder gamle Spar i himmerlandske Bælum.
Omsætningen er steget, siden den nye butik, der ligger på hovedgaden i byens udkant, afløste en lille, gammel og meget nedslidt butik i byens centrum.
Budgettets mål – eller købmandens lidt højere - når butikken dog ikke. Det hindrer et vejarbejde, der har stået på siden juni, og blandt andet har indebåret nedlæggelse af nye kloakrør på hele hovedgaden.
- Vejarbejdet afholder kunder fra oplandet i at handle hos os, og de turister, der skulle til Øster Hurup i sommer, kørte i hvert fald ikke forbi os på vej tilbage, fortæller købmand Lukas Christiansen.
Han ser frem til, at arbejdet snart er færdigt.
- Vi har længe vidst, at det skulle til, og jeg spøgte lidt med, at det ville gå i gang netop, som vi åbnede, og det holdt stort set stik. Når en interimistisk trafikregulering betyder, at folk skal vente, fordi kun et spor er farbart, kører de en anden vej – eller handler hos en af mine konkurrenter i området – og jeg forstår dem godt. Jeg kunne godt have ønsket, at vi havde haft et år til at tjene penge, inden det gik i gang. Vi tjener ikke penge nu, og har kun kassekreditten at trække på, siger købmanden, der håber, at den nye asfalt er lagt, og de store maskiner væk, når Halloween står for døren.
- Vi har to sider med tilbud i avisen, og slår det stort op med masser af smagsprøver. Alle medarbejdere er udklædte, siger han.
Bælum har cirka 800 indbyggere, og nærmeste konkurrenter, Spar, SuperBrugsen og Fakta i Terndrup, ligger mindre end fem kilometer væk.
Flytter rundt på varerne
Butikken åbnede 30. april med et mål om en omsætning på 25 mio. kroner plus moms det første år. Det svarer til indeks 155 sammenlignet med den gamle butik.
- Mit eget mål er indeks 160, men det når vi ikke i år – så skal vi i hvert fald have nogle gode november og december-måneder, siger 31-årige Lukas Christiansen håbefuldt.
Han arbejder dog hele tiden meget bevidst på at styrke salget.
- Vi bruger væksttavlen og holder tavlemøder stort set hver dag. Vi gennemgår tal for de enkelte varer og snakker om, hvorfor nogle varer sælger godt og andre mindre godt – og om hvad vi kan gøre bedre. Flere af vores afdelinger kører med flotte indekstal. Vores nye vinafdeling har eksempelvis fordoblet salget, smiler han.
Frugt- og grøntafdelingen har ændret udseende adskillige gange i det halve år, butikken har eksisteret.
- Vi skal tage hensyn til tre ting: Hvordan tager varerne sig ud? Hvordan er det mest praktisk for os – og hvordan er det bedst for kunderne? Vi havde fået afdelingen bygget op, så varerne præsenterede sig flot. Men der var ikke plads nok til kunderne, så vi måtte ændre indretningen igen, siger købmanden.
Kundekurven vokser
Dyrefoder var en af de store udfordringer, men nu er omsætningen også steget her.
- Dyrefoderet stod lidt isoleret, men nu har vi byttet rundt på dyrefoder og babyartikler, der hele tiden har solgt godt. Begge afdelinger har fået flere hyldefag, og nu sælger vi også mere dyrefoder – uden det er gået ud over babyartiklerne, siger købmanden.
Han satser hårdt på børnefamilierne og har blandt andet sat prisen på babyartikler ned.
- Vi arbejder både der og i andre afdelinger med multisalgspriser, og det har øget både omsætning og størrelsen på kundekurven. Det er svært at finde ud af, hvad man skal gøre for at få kunderne til at vælge netop vores butik. Konkurrencen er hård. Vi har dagtilbud hver dag, selv om vi umiddelbart taber penge på dem. Men jeg tror, de får kunderne til at komme, siger købmanden.
Kundekurven er vokset med cirka 30 pct., siden butikken åbnede.
Lukas Christiansen har også indført MUS, medarbejderudviklingssamtaler, hvor han har snakket tal og mål for den enkelte afdeling med de ansvarlige medarbejdere.
Det er vigtigt for mig, at alle kender tallene for deres ansvarsområde, og har en af mine medarbejdere lyst til at ændre noget i deres afdeling, skal de have lov at afprøve det, siger han.
Spar i Bælum:
- butikken er ejet af Lukas Christiansen
- bygningerne er ejet af Bælum Butikshus Aps.
- salgsarealet er 715 kvm. – butikken er i alt 1000 kvm.
- butikken har fem fastansatte plus købmanden og 16 timelønnede
- omsætningsmål: 25 mio. kroner plus moms