Købmandsuddannelsen er for spirende talenter

Dagrofa 24. nov 2015 -
This describes the image

Kravene til at drive en dagligvarebutik er markant ændret, og det har fået Dagrofa til at skabe en helt ny uddannelse. Den henvender sig til købmandstalenter, der arbejder i en af koncernens kæder, og som har potentialet og en drøm om at blive selvstændig købmand.

Det første hold på 11 købmandsaspiranter afsluttede uddannelsen i begyndelsen af oktober, og nu er Dagrofa på jagt efter det næste hold.

- Det er købmændene eller salgscheferne i kæderne, der skal indstille en talentfuld medarbejder. Vi screener alle kandidater ud fra et kompetencesæt med test og personanalyse. Den skal vise, om de har potentialet, siger HR direktør i Dagrofa, Ditlev Piper og tilføjer, at det blandt andet tjekkes, hvor stort gabet er mellem det, den enkelte skal kunne, og det vedkommende allerede kan.

- Men vi kigger også på deres personlighed, ambitioner og interessen for at udvikle sig til at blive selvstændig købmand.

Også en personlig udvikling

Købmandstalenterne skal ikke alene udvikles på det faglige plan, men også på det menneskelige. De møder på kurset en masse af koncernens specialister, som står for en del af den faglige undervisning.

- Derudover er der tilkoblet en psykolog, der har til formål at give købmandstalenterne en selvindsigt, så de kan udvikle sig – blandt andet via en personlig profilanalyse. Vi sætter så at sige et spejl op foran den enkelte og siger: Sådan ser vi dig – du kan ændre det eller lade være. Siger de nej, skal de overveje, om de vil fortsætte på uddannelsen, siger Ditlev Piper, der mener, at man skaber et markant højere niveau hos den enkelte, når man ikke kun kigger på det faglige – det er det hele menneske vi udvikler.

- Det er selvfølgelig forskelligt, hvor meget kursisterne udvikler sig, men på det netop afsluttede hold, oplevede vi en markant udvikling hos de fleste, siger Ditlev Piper.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Foto: Dagrofa

Opdateret 10. nov 2020