Købmand vil være verdens bedste leder

Dagrofa 30. maj 2018 -
This describes the image
Købmand Søren Engberg ejer to store Meny-butikker og ser det som sin største opgave at være en god leder for sine i alt 155 ansatte. Fotos: Helle-Karin Helstrand

Med flere end 7 mio. kunder om året må kundestrømmen siges at være der. Så handler det bare for købmand Søren Engberg om at lokke kunderne ind i netop hans Meny, der er en af de 160 butikker i landets ældste shoppingcenter, Rødovre Centrum.

Men han er ikke alene om at tilbyde kunderne mad og dagligvarer – eller om at slå på kvalitet. Både Føtex og Irma har ligeledes butikker i det 52 år gamle center.

- Selv om vi har fået et langt klarere koncept end Menys forgænger-kæder, er en af vores udfordringer, at Meny-brandet er mindre kendt end både Føtex og Irma. Vi skal altså have kunderne ind i butikken for at vise, hvad vi kan, og når de så har handlet, skal de forlade butikken med en oplevelse af at have fået mere, end de forventede, og mere end de betaler for. Vi skal levere overraskelser og allervigtigst: holde, hvad vi lover, siger Søren Engberg.

Han understreger, at han – eller Meny-kæden, hvis kædeudvalg han også er formand for - ikke har ambitioner om at ligge i toppen, når det handler om pris.

- Meny har 5-600 varer i de mest brugte hverdagskategorier, som matcher discountbutikkernes pris. Det skal sikre, at kunderne ikke oplever, at det er fordyrende at handle hele kurven hos os. Men tager man enkeltvarer som eksempelvis en udsøgt olivenolie til 229 kr., så vil den virke dyr for kunder, der er vant til at se de billigere varianter hos konkurrenter, der ikke har den dyre kvalitet. Også selv om den, kvaliteten taget i betragtning, er billig, siger Søren Engberg.

Frugt og grønt skal skabe loyalitet

Den 1850 kvm. store centerbutik har en ret stor åbning ud mod centrets gange. Her bydes kunderne velkommen af tre shop-in-shop-butikker: Lagkagehuset, som en lang række Meny-butikker samarbejder med, blomsterbutikken Byens Grønne Hjørne, som Søren Engberg også arbejder sammen med i sin anden butik, Meny i Værløse, og sidst, men ikke mindst, sandwichbaren, der også byder på andre to go-retter som eksempelvis salater.

- Forbrugerne vil have mad på farten, og sandwichbaren er en fantastisk god forretning. Vores samarbejdspartner, som jeg ejer den sammen med, er uddannet kok, og vi betragter sandwichbaren som en fremskudt del af delikatesseafdelingen, siger købmanden.

[caption id="attachment_69823" align="alignnone" width="300"] Meny i Rødovre samarbejder med Lagkagehuset, som har en shop-in-shop i Meny-butikken.[/caption]

Som det første i selve butikken møder kunderne frugt- og grøntafdelingen, som ifølge købmanden har en afgørende funktion for butikken.

- Indkøbsoplevelsen og inspirationen starter i frugt og grønt, hvor der er masser af farver og mulighed for store variationer hen over året. Afdelingen er blevet ekstra vigtig nu, da forbrugerne i højere grad har fokus på grøntsager. For ti år siden var det proteinet – kødet, der var måltidets moder. I dag er det grøntsagerne, siger Søren Engberg.

Sammen med slagter-, delikatesse- og fiskeafdelingen skal frugt- og grøntafdelingen sikre, at kunderne kommer igen.

- Får de en dårlig oplevelse, vælger de næste gang discountbutikkerne, hvor prisen er afgørende. Det er betydeligt sværere at opbygge en kundeloyalitet i et butikscenter. I min butik i Værløse er kunderne lokale og kommer oftere. De handler hos købmand Søren Engberg. Her i Rødovre handler de i Meny, og under halvdelen er lokale. Centerkunder kommer først og fremmest for at handle i centrets butikker, siger købmanden.

[caption id="attachment_69825" align="alignnone" width="300"] Det første, kunderne møder i Søren Engbergs Meny-butikker, er frugt- og grøntafdelingen.[/caption]

De to butikker adskiller sig også fra hinanden på gennemsnitskøbet, der er langt større i Værløse.

- Kundekurven i Rødovre er impulspræget med vin, sodavand, konfekture og sandwich fra sandwichbaren, der også tæller med. Fra søndag til torsdag er den 20 pct. mindre end kædens gennemsnit, mens den fredag og lørdag er som gennemsnittet i kæden. Til gengæld har vi langt over 20.000 kunder om ugen.

Skal være coach

Når kunderne ikke er lokale, kan købmanden ikke benytte de normale kommunikationsveje som Facebook og de lokale aviser.

- Med centerkunden er kommunikationen en langtrukket affære. Vi skal fortælle med vores ageren i butikken, hvad det er for en butik, vi har. Det er betydeligt vanskeligere at få en høj NPS-score i en centerbutik – bl.a. kender kunden ikke de ansatte via idrætsforeningen eller skolen. Man får en større tilgivelse, når man som købmand er en del af den by, kunderne selv bor i, siger Søren Engberg.

Med to butikker kan han ikke selv være i Rødovre hver dag. Det er således de ansatte, der skal sikre salget og de loyale kunder.

- Dårlig adfærd kommer fra toppen, og det samme gør god. Når jeg driver to forretninger, kan min tid ikke bruges til at tørre hylder af eller fylde varer op. Jeg skal være verdens bedste leder og en dygtig coach for alle medarbejdere – specielt afdelingslederne og butikscheferne, der skal tage de daglige beslutninger og tage resten af medarbejderstaben med sig. Heldigvis har jeg selv en høj udadvendthed, som mine medarbejdere kan lade sig inspirere af, siger Søren Engberg.

Efter han havde overtaget butikken, gennemførte han ret hurtigt et salgs- og servicekursus for alle 110 medarbejdere.

- Og lige nu er vi i gang med teambuilding for de otte afdelingsledere, siger han.

Byggede om for millioner

Søren Engberg købte butikken af KFI, der fortsat står for lokalerne, i januar 2016 – et halvt år efter, at den var blevet konverteret til Meny.

- Min første opgave var at få både butik og medarbejdere ind i det rette Meny-spor. Butikken havde gennemgået en længere salgsproces og var derfor ikke helt opdateret i Menys DNA, men ellers har den altid været veldrevet, fortæller Søren Engberg.

[caption id="attachment_69808" align="alignnone" width="300"] Convenience, eller færdigretter, har sin egen afdeling sammen med slagter og delikatesse.[/caption]

Til sin rådighed til at modernisere butikken havde købmanden i sin lejekontrakt et ”mindre tocifret millionbeløb”, som skulle benyttes gennem lejekontraktens tiårige forløb.

- Det begyndte egentlig med, at der bare skulle flyttes nogle reoler, men inden den sidste streg var sat på tegningen, var lofter revet ned, butikken vendt helt om, en ny delikatesse- og fiskeafdeling lå på tegnebrættet, og vi havde fået butikken udstyret med det nyeste energibesparende inventar som LED-lys og skabslåger, fortæller Søren Engberg, der ikke lægger skjul på, at pengene er brugt.

- Rastløs, som jeg er, tog vi det hele på en gang. Men skal vi have kunderne til at komme igen, er det nødvendigt med en butik, der er perfekt, siger han.

Vil i top tre

Søren Engberg blev selvstændig første gang, da han i 1990 overtog Spar i Vanløse, og i perioden 1991-2006 var han købmand i SuperBest i Albertslund. I 2005 overtog han Meny i Værløse Bymidte, som han fortsat driver.

- Jeg var ikke i tvivl, da jeg blev tilbudt butikken her i Rødovre. Jeg drømte om at være købmand i en rigtig stor butik. Rødovre Prima og senere SuperBest har været en forbilledlig butik for mig, allerede da jeg var i lære. Min butik i Værløse var på plads ren driftsmæssigt, og med 50 år havde jeg den rette alder, siger Søren Engberg.

Under ombygningen mistede butikken omsætning.

- Byggerodet jager kunderne væk, men allerede i 2017 gik det fremad igen. I de første måneder af i år har vi rigtigt gode indekstal, siger Søren Engberg, der har høje ambitioner for butikken.

- Vi skal i top tre i kæden på omsætning, hvilket kræver en tocifret vækst i flere år. Og så skal vi ligge blandt de 20 pct. i kæden, der har den bedste indtjening målt i procent af omsætningen, siger Søren Engberg.

Begge hans butikker vækster og har overskud.

Opdateret 10. nov 2020