Købmand Karsten Jensen: ”Uden udvikling ingen butik”

Dagrofa 16. aug 2017 -
This describes the image
Købmand Karsten Jensen føler, at arbejdsliv og privatliv går i et. Han hyggesnakker med sine kunder, som han som indbygger i byen også kender privat.

Karsten Jensen har været købmand i Nørager, der med sine godt 300 indbyggere ligger midt mellem Grenå og Randers, i ti år. I 2012 udvidede han butikken, der nu er knap 300 kvm, stor. Den gang fik han blandt andet nyt køl og frys.

Nu har han igen ændret i butikken og blandt andet fået gule endegavle, en kaffeautomat og en maskine til slush ice. Han har valgt ud fra den palet, der udgør det nye Min Køb-mand-koncept.

- Man er nødt til hele tiden at udvikle en butik i sådan en lille by, ellers kører borgerne ud af byen og handler, og så lukker vi, siger Karsten Jensen.

Han glæder sig over, at han fremover kan være med i Min Købmand-kæden og samtidig selv bestemme, hvordan han udvikler og indretter sin butik, og hvad han vil have på hylderne.

- Jeg har altid været loyal over for kæden, men jeg ville godt nok nødig være tvunget til at skulle sælge convenience som eksempelvis færdige salater. Jeg ved, at andre kan sælge masser af den slags, men til vores kunder er de for dyre. Vi nøjes med sandwich, siger han.

Bliver ikke millionær

Helt frit kan han nu ikke vælge, for som en del af relanceringen er en obligatorisk udvidelse af gul pris-sortimentet fra cirka 100 til knap 300 varer.

- Lige da jeg hørte det, tænkte jeg, at nu presser de godt nok vores avance. Men jeg har tillid til mit bagland, og ved, at der sidder kompetente folk, der ved, hvad de gør. De gule priser trækker kunder i butikken, men man skal ikke have en dagligvarebutik i sådan en lille by, hvis man vil være millionær, smiler Karsten Jensen.

Han kunne dog ikke tænke sig noget andet arbejde end at være købmand i Nørager, hvor han også bor.

- Arbejdsliv og privatliv går i et, og jeg hygger mig med at snakke med alle de mennesker, som jeg kender. Samtidig er det en spændende udfordring at være købmand et sted, hvor en butik i teorien ikke skal kunne løbe rundt, siger han.

Opdateret 10. nov 2020