Købmænd undgår gigantisk Kiwi-regning
Det bliver de to ejere med de dybeste lommer, som alene betaler for en gigantisk kapitaltilførsel til Dagrofa, der netop har offentliggjort et gigantisk tab for regnskabsåret 2016 på 655 mio. kr.
Det er NorgesGruppen med en ejerandel på 49 pct. og købmandsfonden KFI med 41 pct., som nu samlet skyder 700 mio. kr. ind i Dagrofa, mens købmændene går fri.
- Vi beder ikke købmændene om at stille med kapital i den forbindelse. Helt lavpraktisk kommer KFI og NorgesGruppen med kapitalen ved at oprette en særlig anpart, hvor værdien bliver meget høj - uden at det giver dem en højere ejerandel, siger Dagrofas koncernchef Per Thau til Dansk Handelsblad.
De højrøde tal i Dagrofas 2016-regnskab er en følge af afskrivninger i forbindelse med lukningen af Kiwi-kæden.
Ejerkonstruktionen i Dagrofa, hvor mange købmænd ville blive belastet over evne, hvis de skulle bidrage til en almindelig kapitalindsprøjtning af den størrelsesorden, har gjort det nødvendigt at finde en mere kreativ løsning.
- Set fra købmændenes stole er det altså bare NorgesGruppen og KFI, der kommer med den kapital, der er nødvendig for at nedlukke Kiwi. Vi har også haft vores købmandsråd med i processen for at sikre, at købmændene også har været tilfredse med den løsning, som er skabt, siger Per Thau.