Købmænd kalder nyt madspildstiltag for symbolpolitik

Dagrofa 16. aug 2018 -
This describes the image
Spar i Thisted producerer også kød til andre lokale butikker. Her vil den nye praksis for levering af fødevarer ikke få praktisk betydning. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Der bliver langet tiltag mod madspild ud til højre og venstre: Salg af skæve grøntsager, rabat på datovarer og madopskrifter og indkøbslister lavet med kunstig intelligens – for blot at nævne nogle få.

Seneste skud i bøssen er Fødevarestyrelsens lempelse af muligheden for, at detailvirksomheder kan donere mad til andre fødevarevirksomheder i detail- eller engrosregi.

Helt lavpraktisk kunne det f.eks. betyde, at overskudsfrugt og -grønt, som ikke kan sælges, i stedet kan sendes videre til en juiceproducent.

Ikke brugbart tiltag

Fødevarestyrelsens ændring af praksis for viderelevering af fødevarer får dog en lunken modtagelse af købmændene.

- Der er ikke det store i det for butikkerne. Jeg kan ikke forestille mig, at det er noget, der bliver særligt udbredt, ikke mindst på grund af logistikken. Så jeg sidder ikke med armene oppe, siger Jesper Sølling, chefkonsulent for Kategori, Drift og Butik i Dagrofa.

Heller ikke ude i butikkerne er man parat til at rulle den røde løber ud for den nye fortolkning af reglerne, som Dansk Erhverv har kaldt ”en sejr i kampen mod madspild”.

- Vi er trænede folk inden for dette her, og det er ikke noget, vi skal bruge til noget. For vi køber jo ikke mere ind, end vi skal bruge, og vi smider jo ikke noget ud. I mit hoved er det symbolpolitik. Jeg kan ikke se, hvornår det skulle kunne bruges, desværre, siger købmand Anders Nyby.

Sammen med to kolleger ejer han fem Spar-butikker og producerer blandt andet kød og pålæg til salg i alle deres butikker.

Læs også: Nu kan butikker sælge fødevarer til engros

Logistik og hygiejne

For købmændene er logistik en åbenlys udfordring. Det er mere ressource- og tidskrævende at skulle håndtere varer, der skal sendes videre til anden produktion, end det er at smide dem ud.

Desuden kan der være store udsving i, hvor store mængder fødevarer der kan sendes videre, og det gør det svært at basere en produktion ud fra.

Samtidig er hygiejne en faktor, som kan afskrække fra at ”genbruge” fødevarerne.

- Jeg har flere butikker i dag, og vi tager f.eks. ikke kød retur til ny produktion. Det gør vi ikke ud fra den betragtning, at vi aldrig kan være 100 pct. sikre på noget, når vi ikke selv har været inde over at passe det osv. Det er så ømt og kan nemt gå galt, så det ville jeg ikke turde, siger Rikard Andersen, der er indehaver af Meny i Saltum samt en række Spar-butikker, som Meny også leverer slagter- og delikatessevarer til.

Den nye praksis kommer, efter Virksomhedsforum – med Dansk Erhverv som medlem – først på året anbefalede det som en af 16 regelforenklinger på fødevareområdet.

Opdateret 10. nov 2020