Kiwi satser på overskud inden 2020
Dagrofas discountkæde Kiwi har lagt en plan for de kommende fire år, og den skal – hvis alt går som ventet – give landets nyeste og mindste discountkæde overskud inden 2020.
- Vi har planlagt en del forskellige tiltag, der blandt andet indebærer den ombygning af kædens butikker, som vi netop har indledt, og som vil være overstået i løbet af de kommende tre måneder, siger kædedirektør Carsten Hansen, der ikke vil sætte konkrete tal på det underskud, som kæden havde i 2015.
Den seneste tids indsats har allerede båret frugt i form af en øget markedsandel. Når man sammenligner de seneste fire uger (inklusive Grundlovsdag, da de største ikke måtte holde åbent) med tilsvarende uger i 2015, er markedsandelen steget med 0,4 procentpoint.
Carsten Hansen vil ikke løfte sløret for alt, hvad strategien indebærer.
- Men vi vil være kendt som landets mest grønne discountkæde. Det indebærer flere sunde varer, mere økologi, og så forventer vi at blive den første kæde, der kan prale af, at alle butikker er Svanemærkede, siger Carsten Hansen.
En vigtig del af strategien er også en øget indsats på udvikling af medarbejdere på alle niveauer samt ikke mindst et nyt it-system, der kan følge en vare fra lager til kunde – og sikre automatisk bestilling af varer.
- Det nye it-system betyder samtidig en bedre integration af vores Kiwi-kort i kasserne, hvilket giver nye muligheder for at udvikle vores loyalitetsprogram – måske i stil med andre kæder, hvor betalingskort og loyalitetskort hænger sammen, siger kædedirektøren.
Fem nye Kiwi+ om året
Kæden er i forbindelse med ombygningen i gang med at skifte ud i sortimentet. 800 varenumre ryger ud og erstattes af 400 nye varer.
- Vi har haft for mange varer, som vi egentlig ikke satser på. Det betyder, at vi inden for nogle kategorier har for mange varianter. De skal erstattes af andre varegrupper, som bakker bedre op om vores discountkonceptet bl.a. på ferskvarer. Vi har stor succes med at produktudvikle sammen med mindre producenter som blandt andre Himmerlandskød. Den slags vil vi gøre mere ud af, siger Carsten Hansen.
Han har været direktør for kæden i to og et halvt år, og i den tid har han lukket mere end 20 urentable butikker.
- Der skal en vis mængde ”sunde” butikker til for at give overskud, og den mængde har vi inden 2020, siger kædedirektøren, der forventer at kæden skal åbne 12-15 nye butikker om året ind til 2020. Heraf skal cirka fem hvert år være af kædens store koncept, Kiwi+, hvor kunderne i gennemsnit lægger en halv gang så mange varer i kurven på en indkøbstur.