Kiwi ombygger butikker for 55 mio. kr.

Dagrofa 2. jun 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

I erkendelse af, at der skal mere til for at klare sig på det danske discountmarked, indleder Dagrofas discountkæde Kiwi nu en storstilet opgradering af både butikker, uddannelse, it og varesortiment.

- Det er ingen hemmelighed, at det er svært at finde en stærk position på det danske discountmarked, der er domineret af en række meget dygtige aktører, som har været aktive i lang tid, siger kædedirektør Carsten Hansen, der hverken vil sætte tal på omsætning eller resultat for kædens drift.

Kiwi, der er ejet af Dagrofa, kom til Danmark for otte år siden og har nu 96 butikker – heraf er fire Kiwi +, der er en stor udgave af discountbutikken.

I begyndelsen af året lukkede kæden 12 urentable butikker. Nu er Kiwi klar til at åbne to nye inden sommer, tre Kiwi+ i efteråret og derefter 12-15 nye butikker om året frem mod 2020.

De nye butikker skal have et andet udseende og et andet sortiment, end butikkerne har i dag, og i løbet af de kommende tre måneder skal de eksisterende butikker bygges om for cirka 55 mio. kroner.

- Alle ”eksperter” siger, at der er for mange discountbutikker på det danske marked. Det er sandsynligvis korrekt, og som den nyeste og mindste aktør er vi naturligvis sårbare på et så presset marked. Derfor er vi nødt til at være aggressive og dynamiske for at få den nødvendige vækst. I stedet for at fortsætte med en række ”mindre” tiltag, skal der nu tages et meget stort skridt for virkelig at løfte Kiwi frem til at blive en seriøs ”spiller” på discountmarkedet, siger kædedirektøren, der har en fortid som kædedirektør for Føtex og landedirektør for Netto i Sverige

Flere fødevarer

Kæden har efter kundeinterview og analyser testet en ny indretning af butikkerne i to butikker siden februar, og nu følger resten efter. Den nye indretning indebærer blandt andet, at alle butikker skal have nye, større og energibesparende kølemøbler, og fødevarerne skal have mere plads

- Vi har været igennem hele vores varesortiment med henblik på at opbygge det bedste og sundeste sortiment i discountsektoren for at opnå en langt stærkere fødevareprofil. Det indebærer, at godt 800 varer bliver taget ud og erstattes af 400 nye fødevarer, fri-for-varer og produkter til personlig pleje, siger Carsten Hansen.

Varesortimentet udskiftes løbende og vil være i alle butikker til oktober.

- Investeringerne i Kiwi omfatter også en stor nødvendig it-opgradering, som skal styrke Kiwi på både driftssiden og på de kundevendte digitale tjenester. Blandt andet skal loyalitetsprogrammet udbygges, fortæller Carsten Hansen, der også fortæller, at kæden vil have flere franchisetagere.

- Vi tester stadig franchise-modellen og har i dag syv butikker i test. Testen afsluttes i efteråret, og så skal Dagrofas bestyrelse tage endelig beslutning om indhold og tempo for udrulning af franchisemodellen, siger Carsten Hansen.

Opdateret 10. nov 2020