Kiwi-lukning kommer til at gå stærkt
De første Kiwi-butikker begynder nedlukningen med ophørsudsalg allerede i næste uge, og allerede en uge inde i juni er alle butikker, som ikke skal fortsætte, lukket.
Sådan lyder meldingen fra Dagrofas koncernchef, Per Thau, der i sidste uge offentliggjorde Kiwi Danmarks dødsdom.
- Vi stopper den landsdækkende markedsføring af Kiwi i denne uge, og så indleder vi nedlukningen i de første butikker. Vi lukker butikkerne i tre faser, fortæller Per Thau.
De første butikker lukker helt ned i weekenden den 20.-21. maj, og de sidste butikker er lukket inden udgangen af den første weekend i juni.
- Vi sætter priserne ned på vores varer for at få solgt ud. Butikkerne vil komme til at se tomme ud efterhånden, som de nærmer sig lukning, men det vil også være her, der er de største besparelser for kunderne, siger koncerndirektøren.
29 af kædens nuværende og planlagte butikker skal konverteres til Spar og Meny, mens de resterende 77 butikker skal lukkes.