Kiwi lukker – og åbner igen
"Vi har åben igen", står der med fede typer på vinduerne ind til Kiwi på Vesterbro Torv i Aarhus.
Det er ikke længe siden, at butikken lukkede sammen med de øvrige butikker, som ikke skal blive i Dagrofa for at blive enten Spar eller Meny.
Men nu er den altså åben igen.
Frugt, grønt og blomster uden for butikken skal lokke kunderne indenfor, men forventer man et Kiwi-udvalg, som man som kunde har været vant til, bliver man skuffet.
En lang, Kiwi-grøn reol med kolonialvarer deler butikken op, så den forreste tredjedel fungerer som butik, men resten af butikken er tømt for varer. Her står kun tomme reoler og ditto køle- og frysebokse.
Allermest minder butikken med sit yderst begrænsede udvalg lige nu om en god gammel-dags, velassorteret kiosk, fra før kæderne udvidede åbningstiderne til efter 17.30.
Et sted, hvor man kunne købe alt det, man ikke lige nåede inden lukketid.
Men uden at have ret meget at vælge i mellem.
På en seddel på vinduet gør butikken opmærksom på, at den holder åbent frem til slut-ningen af august.
Nu har Rema 1000 dog overtaget lejemålet.
Fra Dagrofa lyder det: ”På det pågældende lejemål er en kontraktlig forpligtigelse til at videreføre detailhandel i overgangsfasen, indtil lejemålet overdrages til de nye lejere”.