Kiwi kan ende som franchisekæde

Dagrofa 22. sep 2016 -
This describes the image

Hvis det står til kædedirektør for Kiwi, Carsten Hansen, ender Dagrofas discountkæde på længere sigt som en ren franchisekæde.

Lige nu tester kæden et franchisekoncept i syv af kædens butikker, og hvis bestyrelsen nikker ja til det oplæg, som Carsten Hansen lægger frem i oktober, satser kædedirektøren på at brede konceptet ud.

- I første omgange er det flot, hvis 25 af vores butikker er drevet af franchisekøbmænd med udgangen af 2017. På længere sigt ser jeg Kiwi som en franchisekæde. Men det kræver i første omgang, at bestyrelsen godkender oplægget, og at vi finder købmænd, interne og eksterne, der er indstillede på det, siger Carsten Hansen.

Han tror på, at den gulerod, det er at være herre i eget hus, betyder så meget, at den løfter butikken.

- Når jeg kigger på de tal for testbutikkerne, som vi måler på, ser jeg en tendens, der gør, at jeg er overbevist om, at det er fremtiden, siger han.

Forventer 5 pct. vækst

Mere kortsigtet forventer Carsten Hansen, at Kiwi vil komme ud af 2017 med øget indtjening og en vækst i omsætningen i de butikker, der har et års historik, på 5 pct. I 2020 skal kæden give overskud. Lige nu skal der dog kæmpes.

- Det er gået rigtigt godt inden sommerferien, men vi har ikke helt nået den flyvehøjde, som vi havde satset på de seneste måneder. Vi er – ligesom resten af markedet - ikke helt kommet i gang efter sommerferien, siger Carsten Hansen, der ikke vil sætte tal på hverken omsætning, indtjening eller markedsandel.

- Selvfølgelig forventer jeg, at vi øger vores markedsandel, men det er egentlig ikke et parameter, der interesserer mig. Det afhænger jo også af de andre kæder. Det vigtige for mig er vores omsætning og indtjening, og at vi kan se en effekt af de tiltag, vi gjorde i august, da vi byggede alle vores butikker om. Målet med den ombygning var at vise kunderne, at de kan købe alt til et måltid i vores butikker, siger kædedirektøren, der nu ser et andet mix mellem varerne i kundekurven.

- Kunderne køber groft sagt flere kolonialvarer og mindre tobak, og samtidig har vi en rigtig flot vækst på frugt, grønt og økologi, siger han.

Nyt loyalitetskoncept

Mens Kiwi i denne uge fejrer sin otte års fødselsdag med introduktion af et nyt og grønnere slogan ”Discount med omtanke”, runder kæden med åbningen af en ny butik i Lyngby butik nummer 100.

Yderligere to butikker vil se dagens lys i år – begge som Kiwi+. Den ene ligger i Hvidovre. Den anden i Brøndby Strand Centret.

- Vi fortsætter næste år med at åbne en butik i Odense i januar og regner med at åbne i alt skal 60 butikker inden 2020, siger kædedirektør Carsten Hansen.

Han ser samtidig frem til, at kæden med indførelse af et it-system snart kan introducere et nyt loyalitetskoncept, der giver kunden mulighed for at integrere sit medlemskort i et betalingskort på samme måde, som flere andre kæder gør.

- Vi får i øjeblikket 2000-3000 nye registrerede og aktive brugere af Kiwi-kortet om ugen, siger Carsten Hansen.

Opdateret 10. nov 2020