KFI poster millioner i at uddanne til ejerledelse
At eje og lede sin egen virksomhed under hård konkurrence er en udfordring, som ingen tidligere har uddannet købmændene til.
Evnen til at være en dygtig købmand i et marked præget af hård konkurrence er ikke bare noget, man er født med.
Det mener adm. direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond, Jesper Loiborg, og derfor har uddannelse af de selvstændige købmænd til at være ejerledere nu høj prioritet, når fonden lægger budget og uddeler penge.
- Hvis jeg skal være grov, vil jeg sige, at nogen har sovet i timen. Man skulle være gået i gang for længe siden med at uddanne købmændene til at drive den virksomhed – ofte med 50-60 ansatte - som de både er ejer og leder af. En overbygning på de mange kurser, som Dagrofa Academy blandt andet tilbyder butikschefer, siger Jesper Loiborg.
En købmand skal kunne meget andet end en butikschef, der ikke selv ejer sin virksomhed.
- Købmanden er både ejer og leder og skal eksempelvis også kunne tænke i selskabsformer og bestyrelse udover at lede sit personale og sikre butikkens drift. Han skal også kunne overskue et helt regnskab, mens butikschefer måske i højere grad har blikket rettet mod nøgletallene, siger Jesper Loiborg og tilføjer, at uddannelse af købmændene er blevet endnu vigtigtere i dag på grund af den hårde konkurrence.
Nyt hold på Købmandsuddannelsen
En ændring i KFIs vedtægter gav i 2013 mulighed for at dele penge ud eksternt, og siden har fonden arbejdet på at skabe uddannelse til de selvstændige købmænd, der skal søge om at komme i betragtning.
- I 2014 uddelte vi kun knap et par millioner, for vi skulle jo have ansøgningerne og uddannelsen klar. Men i perioden fra 1. januar 2015 til 30. april 2016 forventer vi at give cirka 5 millioner til uddannelse af de selvstændige købmænd og medarbejdere, der har potentialet til at blive det, fortæller han.
Allerede i 2015 afsluttede 11 købmænd Købmandsuddannelsen, som Købmandsforeningen finansierede fifty-fifty sammen med KFI.
- Det er endnu ikke besluttet i bestyrelsen, men jeg forventer, at KFI vil finansiere købmandsuddannelse for et hold på 20 kommende købmænd. Vi har i hvert fald fået en ansøgning fra Dagrofa på vegne af købmændene, siger Jesper Loiborg og tilføjer, at det ikke alene handler om at dygtiggøre de købmænd, der allerede har en butik, men også at sikre rekruttering af nye.
- Mange købmænd generationsskifter i disse år, ligesom nogle vælger at stoppe som købmænd. Vi kan ikke bare hente nye købmænd blandt butikschefer i egne rækker eller i kapitalkæderne, hvor nogle af dem i højere grad er vant til at arbejde efter manualer og under kædestyring. De kan eksempelvis have brug for en periode i praktik hos en garvet købmand, inden de overtager deres egen butik, siger Jesper Loiborg.
Mentorordning og praktik
Fonden dækker blandt andet de omkostninger en købmand har, når hans førstemand, der gerne vil have egen butik, er i praktik i en anden butik. Ligesom købmanden, der tager i mod praktikanten, får en kompensation.
- Det er ikke nok, at førstemanden har været i den butik, hvor han arbejder. Han skal måske også ud at se, hvordan det foregår i en større butik. Har en ung købmand fået sin egen butik, kan han få en mentor i form af en erfaren købmand, der så besøger den unge eller vejleder ham via telefonen. I sådanne tilfælde kan vi også give kompensation til mentoren, siger Jesper Loiborg.
Fonden støtter også uddannelse til ledere af butikkernes ferskvareafdelinger.
- Det kan være en leder, der har potentiale og ønske om at få sin egen butik, men det kan også være en opgradering af viden hos en dygtig slagtermester, siger Jesper Loiborg.