KFI har appetit på vækst for en mia.
Selv om lukningen af Kiwi og det følgende gigantiske underskud i Dagrofa fylder meget i billedet, er det ellers en købmandsfond i topform, der er nået et godt stykke ind i regnskabsåret 2017.
KFI Erhvervsdrivende fond har ikke mindre gang i strømmen af nye butiks- og andre ejendomsprojekter i år end sidste år - helt i tråd med fondens vækststrategi.
- Vi har i 2016 investeret flere penge, end vi gjorde i 2015, og der brugte vi flere end i 2014. I år ligger pipelinen på samme niveau med hensyn til nye projekter og moder-niseringer. Det vil man også se i de kommende års investeringer, hvor trenden vil fort-sætte opad. Vi kigger i øjeblikket på en meget stor investering til et pænt stort trecifret millionbeløb, og hvis det falder på plads i år, vil man nok se en væsentlig stigning på den linje, siger KFIs adm. direktør Jesper Loiborg.
En mia. at købe for
KFI opererer af forsigtighedshensyn med en grænse for størrelsen i de enkelte projekter, man vil involvere sig i, på 400 mio. kr. Jesper Loiborg råder imidlertid samlet set over et betragteligt beløb at købe ind for, når der skal skabes mere vækst. Egenkapitalen på 3,26 mia. kr. udgør stadig et stykke over halvdelen af en samlet balance på 5,58 mia. kr., hvor KFI anser halvdelen for at være nok.
- Vi har mulighed for at gå ud og bruge en rund mia. kr. til at købe op, hvis vi vil det. Det har vi finansiel kapacitet til. Jeg vil ikke sige, at de penge brænder i lommen, men de er i rygsækken, så vi kan bruge dem, hvis vi møder de rigtige projekter.
- Vores strategi er jo at tjene så mange penge som muligt for at kunne dele så mange penge ud som muligt. Og det kan næsten ikke gå stærkt nok - men det skal stadig ske med fornuft, siger han.
KFI er nu nået op på et uddelingsniveau, der svarer til 100 mio. kr. om året i købmands-sektoren herhjemme. Sådan var det i 2016, og sådan er det planerne, at det skal blive igen i den nuværende uddelingsår, der løber fra 1. maj.