Kettinges nye købmand blev inspireret af et tv-indslag

Dagrofa 28. okt 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Godt nok havde 54-årige Claus Pedersen længe drømt om at blive selvstændig en lille dagligvarebutik, men det var ikke noget, han gjorde en aktiv indsats for.

Ikke før en dag, han så et indslag på TV2 Øst.

- Det handlede om borgerne i Kettinge på Lolland, der ville arbejde for at få en ny dagligvarebutik som erstatning for den Dagli'Brugs, der lukkede i november sidste år. Det satte gang i nogle tanker, og jeg læste lidt mere om projektet på nettet. Skulle jeg nå at være selvstændig, skulle det være nu, fortæller Claus Pedersen.

Han er i sin tid uddannet i Høeg Supermarked i Haslev og har senere arbejdet for forskellige selvstændige købmænd. De seneste 17 år har han dog været ude af detailbranchen og har haft forskellige funktioner hos Haribo.

- Jeg var til nogle borgermøder i Kettinge, og senere snakkede jeg også med Dagrofa, som borgergruppen havde haft kontakt med. Det er i dag en eneste mulighed, hvis man gerne vil åbne en dagligvarebutik som selvstændig, og Dagrofa har en drejebog for en borgerejet butik. Den er en god hjælp, siger Claus Pedersen.

God hjælp fra Dagrofa

Borgerne ejer butikslokalerne, som de har købt af Sakskøbing Brugsforening, og med hjælp fra frivillige har de sat butikken i stand. Den åbnede 1. oktober som den første Min Købmand med kædens nye koncept.

Claus Pedersen har lejet sig ind sammen med sin bonusdatter Charlotte Riel på 32 år.

- Charlotte er uddannet i Foghs Supermarked, men har de seneste syv år arbejdet i Spar i Jyderup, så hun kender en hel del til Spar og Dagrofa. Jeg kan til gengæld se, at meget har ændret sig, siden jeg sidst arbejdede i en dagligvarebutik, siger Claus Pedersen.

Han lægger ikke skjul på, at det har været hårdt at starte, selv om han har fået god hjælp af Dagrofas folk.

- Rammerne er der, og jeg har også valgt at få hjælp af Dagrofas regnskabsservice. Jeg skal bare koncentrere mig om den daglige drift og kunderne, men der er nogle systemer jeg skal lære at kende. At være i butikken ved kunderne og arbejde med varerne er det, jeg bedst kan lide ved faget, siger han.

- Det, der har undret mig mest, er, hvor megen tid jeg har skullet bruge på nogle administrative ting med banken. Jeg skulle lægge 700.000 kr. for at komme i gang, og så skal der stilles bankgarantier til blandt andre Dansk Spil og for aviser og blade, siger købmanden.

Vil flytte til Kettinge

Mens Charlotte er flyttet med sin familie til Lolland, bor Claus Pedersen fortsat sammen med Charlottes mor, Jette, i Rønnede, hvor hun har sit arbejde.

- Som det er nu, kører jeg frem og tilbage hver dag og er væk fra kl. 6.30 til 20.30. Det er en lang dag. Når vi har helt styr på hverdagen, skal Charlotte og jeg finde ud af at dele opgaverne mellem os, så vi ikke har så lange dage. Vi skal også have flere unge ansat, så vi ikke selv behøver at lukke hver dag, siger købmanden.

Han regner med, at han og hustruen på et tidspunkt flytter til Kettinge, hvor der bor ca. 400 mennesker plus et stort opland. Kunderne er både børnefamilier og ældre. Under fire km fra byen ligger både Netto og Dagli'Brugsen.

- Selvfølgelig er der nogle, der handler i Netto. Men vi har udvidet sortimentet, så det er en halv gange større end kædens grundsortiment. Butikken er 300 kvm., hvilket er en tredjedel større end den tidligere brugs, og der er god plads til både barnevogne og kørestole. Jeg oplever, at borgerne er meget loyale, og de køber bredt ind. Ikke kun tilbud. Til gengæld skal vi yde en god service og være en del af lokalmiljøet - også uden for butikken, siger købmanden, der regner med, at han også indimellem skal støtte arrangementer eller lokale foreninger økonomisk.

 

Opdateret 10. nov 2020