Kædedirektør: Meny skal ikke vælges på pris

Dagrofa 22. sep 2017 -
This describes the image
Kenneth H Pedersen direktør Meny Dagrofa Foto: Helle-Karin Helstrand

I sommer satte Dagrofas supermarkedskæde Meny prisen ned på cirka 500 varer, så de matcher prisen i discountkæderne. Kort tid efter annoncerede konkurrenten Føtex en prisreduktion på flere end 2000 varer. Det får dog ikke Menys nye kædedirektør siden maj, Kenneth Pedersen, til at følge efter med flere discountpriser – tvært imod.

Meny skal nemlig ikke – som Føtex - være en hybrid mellem et supermarked og en discountbutik, lyder det fra Kenneth Pedersen.

- Jeg tror faktisk, at vores kunderne gerne vil have et rendyrket supermarked, men jeg er da glad for, at Føtex valgte den vej, for så går vi hver sin vej, siger kædedirektøren.

Han forlod i foråret forlod en stilling som detaildirektør i Coop og overtog posten i Dagrofa efter kædens første direktør, Jørgen Nielsen.

- 500 varer er ikke nok til at konkurrere på prisen, men det er heller ikke vores ambition. Derudover ville en prisnedsættelse på flere varer betyde kompromisser i konceptet. Det ønsker vi ikke. Vi har fået skabt en kæde og et brand på relativ kort tid, og kunderne anerkender, at vi kan noget med mad og kvalitet, som de ikke har set før, siger Kenneth Pedersen.

Når han alligevel satte prisen på 500 varer ned, var det i håb om at tiltrække flere kunder i hverdagen.

- Kunderne skal gå i Meny, fordi de ved, at de får en god kundeoplevelse, et bredt sortiment og høj kvalitet. Men samtidig skal de føle sig trygge ved, at de helt basale hverdagsvarer ikke koster mere i Meny end i discountbutikken. Vi bliver ikke valgt til på grund af prisen, men vi bliver heller ikke valgt fra, siger Kenneth Pedersen.

Ingen bombastiske udmeldinger

Meny er ifølge kædedirektøren den supermarkedskæde, der de seneste tre måneder har taget flest markedsandele. Kenneth Pedersen vil dog ikke sætte et konkret tal på, hverken vækst eller forventninger.

- Meny har fået flere kunder, og de køber mere ved det enkelte indkøb. Vi ligger nu komfortabelt over indeks 100, og vores ambitioner ligger helt sikkert højere end indeks 100. Men du får mig ikke til at komme med bombastiske udmeldinger om tocifrede vækstrater. Det er jeg for realistisk til, siger Kenneth Pedersen.

Han tror ikke på, at man kan dele kunderne op i supermarkedskunder og discountkunder.

- Det drejer sig i højere grad om indkøbssituationen. Den ene dag vil forbrugeren tilberede et gourmetmåltid, den anden dag skal det bare være boller i karry. Men den kunde, der går efter kvalitet, er også prisbevidst, lige som den prisbevidste kunde gerne vil have kvalitet, siger Kenneth Pedersen.

Han er sikker på, at flere kunder vil vælge Meny, selv om en kundekurv kan blive lidt dyrere, end den er i en discountbutik.

- Vi skal fortsætte med at sætte fødevarefanen højt, men dog ikke højere, end hverdagskunden kan se den. Hvis nogen har set os som en eksotisk weekenddestination, som man tager til en gang imellem, så skal de ud af den vildfarelse, siger Kenneth Pedersen.

Opdateret 10. nov 2020