Jyske købmænd stiller borgerforslag mod grænsehandel

Dagrofa 15. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

En lang række afgifter og en højere moms er en af årsagerne til, at danske forbrugere køber blandt andet øl, sodavand, konfekture og en stigende mængde dagligvarer ved grænsen.

Nu stiller to jyske købmænd, Mathias Bjerg Kristensen, Min Købmand i Troldhede, og Allan Kring Bülow, Min Købmand i Daugaard, Hedensted, et borgerforslag om at få sænket moms og afgifter på grænsehandelsvarer. Det sker i håb om at trække handlen hjem permanent.

Anledningen er, at de jyske købmænd under corona-krisen har oplevet et øget salg af blandt andet sodavand, fordi grænsen har været lukket.

"De jyske supermarkeder og købmand har oplevet en markant stigning i salget af øl, sodavand, vin, slik osv. og det er uden at danskernes samlede forbrug af disse varer er steget. Dermed kan der nemt konkluderes, at de mængder, som der p.t. bliver solgt i Danmark i de danske butikker, normalt bliver handlet på den anden side af grænsen", skriver købmændene i deres argumentation og fortsætter:

"Vi skal have sænket afgiften og momsen så disse varer ikke er så attraktive at handle i Tyskland, men handlen kan blive lagt i de danske butikker til gavn for det danske samfund".

Også for miljøet

Den samlede grænsehandel var i 2018 estimeret til 8,3 mia. kr., og den Skatteøkonomiske Redegørelse i 2019 opgør, at "tabte" afgifter til den danske statskasse til ca. 3,2 milliarder i.

Fra 1. juli sætter Tyskland momsen ned, så gabet til den danske moms bliver endnu en tak større. Momsen på fødevarer bliver sat ned fra syv til fem procent, mens den på øvrige varer falder til 16 procent fra 19 procent, og nedsættelsen gælder resten af året. I Danmark er momsen 25 procent.

Købmændenes organisation, DSK, har i årevis kæmpet for at få fjernet afgifterne på blandt andet sodavand og konfekture, så det blev mindre attraktivt at køre ned over den dansk-tyske grænse for at handle.

Købmændene tilføjer, at der også er en miljøfordel ved at undgå grænsehandlen - både i forhold til en øgede kørsel og de dåser uden pant, der lander i naturen.

Et borgerforslag skal i første omgang have 50.000 støttere, dernæst skal partierne i Folketinget tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et konkret beslutningsforslag.

Forslaget

Opdateret 10. nov 2020