Justitsminister besøger tyveriramt Meny-købmand
Købmand Brian Rosenstand driver to Meny-butikker i Valby. Især butikken på Toftegårds Plads har været hårdt ramt af organiseret kriminalitet med bander, der har stjålet alt fra sodavand, slik og spiritus til kød og barberblade.
Derfor har De Samvirkende Købmænd, DSK, i samarbejde med Meny inviteret justitsminister Søren Pape Poulsen på besøg i butikken på Toftegårds Plads til et slags statusmøde, så ministeren ved selvsyn kan se og høre mere om de udfordringer, der optager hele branchen - og særligt de hårdest plagede butikker.
Mange af de stjålne varer fra Brian Rosenstands butikker ender f.eks. som hælervarer i de københavnske kiosker og sælges til priser under det, de kan sælges for i Meny.
Oven i det hele har købmanden ved flere lejligheder oplevet, at tyverierne sker uden konsekvenser for de kriminelle. De bliver godt nok idømt bøder og pålægges erstatningskrav til købmanden, men de betaler ikke.
Til gengæld må købmanden bruge masser af ressourcer på at følge sagerne til dørs gennem retssystemet.
Ifølge Brian Rosenstand er tabet som følge af tyverier i de to butikker mere end 1 mio. kr. om året - i Meny-kæden drejer det sig om et større tocifret millionbeløb.
- I hele Meny har vi et samlet direkte tab på 30 mio. kr. om året som følge af tyverier. Det er et anseeligt beløb. Og de sikkerhedsforanstaltninger vi bruger på videoovervågning, medarbejdere osv. er væsentligt større end det direkte tab, siger Menys kædedirektør Kenneth Pedersen.
Han er med på besøget sammen med direktør for DSK, John Wagner.
For halvandet år siden iværksatte De Samvirkende Købmænd projektet sikker butik og fremlagde 10 punkter til politikerne om, hvilke initiativer organisationen gerne så ske for at minimere problemets omfang.
Blandt andet peger DSK på højere bødestraffe og muligheden for, at man kan få Fogedretten til at inddrive det skyldige beløb ved at tilbageholde en del af lønnen eller overførsler.
Læs mere om sikkerhedsmødet mellem Meny-købmanden og justitsministeren i det kommende nummer af Dansk Handelsblad