International detailanalytiker: Dagrofa vil vækste med 13 pct. på fem år

Dagrofa 17. maj 2018 -
This describes the image
Dagrofa ejer Foodservice Danmark og derigennem Catering Engros Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

De seneste mange år er det kun gået én vej for Dagrofa, og det er ned ad bakke. Men nu er der flere tegn på, at bunden endelig er nået, så kurven de kommende år vil gå den anden vej.

Dagrofa vil opnå en vækst på næsten 13 pct. fra 2018 til 2023, lyder en prognose fra det fra det internationale analysebureau LZ Retailytics.

Det er ikke mindst Dagrofas tre år gamle, højt profilerede supermarkedskæde Meny, der skal bringe dagligvarekoncernen fremad. 1,6 mia. kr. forventer LZ Retailytics, at Meny vil øge sin omsætning med inden 2024.

"Meny har skabt en enestående position ved at have markedets bredeste udvalg af mad. Derudover har kæden en unik kommunikationsstrategi, der med fokus på medarbejdernes ekspertise kalder dem "madarbejdere". Meny har et stort potentiale med at give sine kunder en konsekvent og behagelig indkøbsoplevelse - i modsætning til sine inkonsekvente forgængere Euro-spar og SuperBest", lyder det fra analysebureauet.

Det er da heller ikke længe siden, at kædedirektørerne for Dagrofas detailkæder Spar og Meny fortalte Dansk Handelsblad om markant vækst i butikkerne. En vækst, der har bragt Meny foran konkurrenten Kvickly på markedsandele.

Tilfreds medejer forventer fremgang

Spar-kæden og Catering Engros vil hver især bibringe Dagrofa en fremgang på 0,2 mia. kr., mens omsætningen i S-Engros vil stige med 0,32 mia. kr.

Dagrofa har i en årrække haft lidt svært ved at finde sit fokus. I en periode var koncernens cateringvirksomhed Catering Engros til salg, ind til ledelsen med Per Thau i spidsen besluttede sig for alligevel at fokusere på catering og måltidsmarkedet.

Discounteventyret Kiwi sluttede i 2017 efter 10 år med underskud og en kæmpe regning til Dagrofa som følge.

I 2017 overtog den tidligere DSB-topchef Jesper Lok posten som bestyrelsesformand i Dagrofa og i februar fik han også midlertidigt rollen som topchef, da Per Thau røg ud.

Til trods for at Kiwi har kostet Dagrofas danske medejer, købmandsfonden KFI, 800 mio. kr. på fem år, er bestyrelsesformand i KFI, Bo Rygaard, da heller ikke i tvivl om, at ejerskabet af 42,4 pct. af Dagrofa er en god investering.

– Vi er meget fortrøstningsfulde omkring den fremtidige rejse med Dagrofa. Vi synes, at vi har nogle kæder, Meny og Spar, som er inde i en positiv udvikling. Vi har en foodservicevirksomhed, der opererer i et marked i vækst, og hvor vi kan se nogle synergier over mod vores retailoperation, siger Bo Rygaard.

Opdateret 10. nov 2020