I Bispehaven vinder menneskelige værdier over erfaring
I et af de mest utrygge boligområder i landet prøver Kiwi at drive butik på en lidt anden måde.
14 dage efter åbningen af Bispehavens nye indkøbssted, møder Dansk Handelsblad Biwar Højgaard Mosa. Han er distriktschef i Kiwi Østjylland, men lige nu står han ved kasselinjen og er ved at hjælpe en ældre kvinde med at læse to breve, hun har modtaget fra kommunen.
- Undskyld, jeg er der lige om lidt, siger Biwar, inden han fortsætter med at forklare kvinden et eller andet på kurdisk.
Bispehaven i Århus ligger i toppen af Rigspolitiets årlige liste over boligområder, hvor beboerne føler sig utrygge. For et halvt år siden lå her den meget omtalte Netto, der drejede nøglen om i sommer på grund af for meget hærværk og tyveri.
Men nu har Kiwi taget over. Ydermurene og indgangspartiet er stadig det samme, men ellers er alt nyt og Kiwi-grønt.
- Vi vil gerne starte på en frisk, forklarer Biwar. Han har svært ved at forstå, at Kiwi-butikken her med de brede gange og masser af lys er den samme butik som den Netto, han for tre-fire år siden var butikschef i.
Dengang var der sikkerhedsvagter i butikken og hættetrøjer og store tasker var forbudt. Men det lavede Biwar om på.
- Jeg tror ikke på, at det er den rigtige tilgang at hyre ekstra vagter og sætte hårdt mod hårdt, hvis man vil skabe en sund forretning, hvor folk føler sig trygge. Personalet skal respektere og hjælpe kunderne. Og det gør vi meget ud af at fortælle dem, siger Biwar.
- Det betyder også, at personalet gerne må tale arabisk med kunderne, hvis der er brug for det. Du ville jo heller ikke nægte at tale engelsk med en englænder, tilføjer han.
Alle kan lære at sætte dåsetomater på hylden
Den nye Kiwi-butik har 32 medarbejdere. De to af dem er hentet fra andre Kiwi-butikker, men ellers består holdet af unge mennesker fra lokalområdet uden særlig butikserfaring.
- Vi har ansat ambitiøse unge, der har de menneskelige værdier i orden. Så er erfaring ikke så vigtigt. Alle kan jo lære at sætte dåsetomater på hylden, siger Biwar med et smil.
Han mener, at det giver en anden ro, at de ansatte er fra området, og kunder og personale kender hinanden. Siden butikken åbnede den 5. december har der været en enkelt episode, hvor en flok drenge kom ind og lavede ballade. Ifølge Biwar håndterede personalet situationen roligt og professionelt, og sendte efterfølgende overvågningsbillederne til politiet. Fuldstændig som de interne retningslinjer i Kiwi foreskriver.
- Vi vil gerne være med til at ændre utrygheden her i området. Blandt andet ved at skabe tryghed og behandle vores kunder med respekt. Og indtil videre tror vi på, at det lykkes. Ellers ville vi slet ikke have åbnet, siger Biwar.
Han har tidligere på dagen holdt møde med bl.a. den lokale boligforening, ungdomsforeningen og trivselshuset. Det gør han ofte, fordi han tror på, at det er vigtigt at engagere sig i lokalområdet, hvis man vil være områdets foretrukne butik.
Og indtil videre ser det ud til, at det virker. Der er opbakning fra lokalområdet, hvor foreningerne tager imod Kiwis engagement med åbne arme. Kunderne er så glade for at have fået en dagligvarebutik i nærområdet igen, at der på åbningsdagen stod glade kunder i kø allerede en time før butikken åbnede og da dørene blev slået op, blev der uddelt kindkys og kram. Og fra Kiwis ledelse er der fuld opbakning til at drive butikken i Bispehaven på en lidt anderledes måde.