Hæder til købmænd i tre kæder

Dagrofa 7. nov 2024 -
This describes the image
Købmandsparret Kim og Inga Skov fra Let-Køb i Vedsted blev hædret som årets købmand i Let-Køb kæden. Foto: Dagrofa
  • Købmænd i Let-Køb, Spar og Min Købmand hædret som Årets Købmand

Skrevet af: Henrik Denman

Købmænd fra tre Dagrofa-kæder blev onsdag tildelt hæder på den store, årlige købmandskonference, som i Fredericia samlede over 350 købmænd og mere end 100 leverandører.

Prisen som Årets Købmand gives til en købmand, der udlever kædens DNA, som er vellidt blandt både kolleger og kunder, udviser ekstraordinære evner for købmandsfaget og som er en samlende og inspirerende person. 

Købmandsparret Kim og Inga Skov fra Let-Køb i Vedsted blev hædret som årets købmand i købmandskæden Let-Køb, der har omkring 120 butikker.

Kim og Inga Skov brænder for deres butik og ikke mindst det lokalmiljø, de er en del af. De er byens nerve, og det er tydeligt til stor glæde for kunderne. Deres samarbejde og fælles vision om at skabe en unik atmosfære gør dem til mere end bare købmænd, de er hjertet i lokalsamfundet.

Signatur-smørrebrød

Michael Frank fra Spar i Sdr. Nærå blev hædret som årets købmand i Spar-kæden.

Michael Frank fremhæves især for sin kontinuerlige evne til at skabe nye og innovative kundeoplevelser. Hans opfindelse af signatur-smørrebrød har for alvor sat butikken på landkortet og har bl.a. tiltrukket influencers, der med flotte anmeldelser har omtalt butikken og dens udvalg flittigt på især Youtube.

Købmand Heidi Mørkeberg, Min Købmand i Menstrup blev hædret som årets købmand i købmandskæden Min Købmand, der rummer mere end 160 butikker.

Heidi Mørkeberg blev ved awardshowet fremhævet for sin ildhu og hjælpsomhed. Hun er en nøgleperson i udviklingen af Det Kolde Køkken-konceptet i kæden, og hendes engagement og evne til at inspirere sine købmandskolleger gør hende til et forbillede.

Købmandskonferencen er efterhånden blevet en tilbagevendende begivenhed, hvor købmænd på tværs af kæderne kan få inspiration fra de mange fremmødte leverandører og sparre med deres købmandskollegaer. 
 

Opdateret 7. nov 2024