Håndvaske og god plads til kunderne er nye krav til butikkerne
Opdateret 18. marts kl. 17.00
Mens store dele af Danmark er lukket ned på grund af risiko for smitte med corona-virus, må dagligvarebutikkerne fortsat holde åbent.
Læs også: Fødevareminister til forbrugerne: Vask hænder og hold afstand
Der er dog skærpede krav til dem. Blandt andet skal de så vidt muligt give kunderne mulighed for at kunne vaske hænder eller spritte dem ved ind- og udgangen til butikken.
Nogle butikker har håndvaske ved flaskeautomaten, men for dem, der ikke har det, kan gode råd være dyre, hvis der heller ikke er mere håndsprit på lager.
Købmand Jeppe Hjelm Pedersen, Meny i Skørping, har ingen håndvask ved flaskeautomaten, og der er ikke meget håndsprit tilbage. Men han var heldig.
- Jeg har et godt netværk og fik et foto af en mobil håndvask tilsendt. Den er sat til strøm, og kunderne skal ikke røre ved noget for at få vand. De pumper via en fodpedal. Under vasken er en dunk med rent vand og en til afløb, fortæller købmanden, der straks fik vasken installeret i sit forområde.
- Det er populært ved kunderne, siger Jeppe Hjelm Pedersen, der allerede har tømt dunken tre gange.
To timer efter han lagde et foto med vasken på Facebook, var det delt 18 gange og blandt kommentarerne fra kunderne er: "I er godt nok kundevenlige der skal ikke mangle noget! Tak for det!"
Nu skal købmanden i gang med at sætte plexiglas op ved kasserne.
Læs også: Plexiglasplader skal beskytte kasseassistenter i flere kæder
Plads til afstand
Et andet krav til butikkerne er lettere for Jeppe Hjelm Pedersens Meny og de andre supermarkeder og discountbutikker - det kan dog være sværere for de mindre butikker som kiosker: Der skal være fire kvm. per kunde.
Arealet gælder fra væg til væg - og områder med inventar må også tælles med. Men der skal være mulighed for at kunderne kan holde afstand til hinanden - mindst ca. halvanden meter.
Læs også: Streger på gulvet skal få kunderne til at holde afstand ved kassen
"Der må maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m kvm. gulvareal, hvortil der er offentlig adgang", det står i den netop offentliggjorte bekendtgørelse.
"Lokalerne skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden".
Medarbejderne skal benytte handsker, når fødevarer, der ikke er emballeret, håndteres.
Derudover skal der "i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på Corinavirussygdom 2019 (COVID-19), bør isolere sig i hjemmet, og om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum".
Butikker kan risikere bøder, hvis reglerne ikke overholdes.
- Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af restriktioner for visse lokaler med videre - for eksempel overholdelse af arealkrav, krav om så vidt muligt at opstille håndsprit, giver bøde på 1.500 kroner, skriver Justitsministeriet ifølge DR