Grænsehandel øger forbrug af alkohol og søde sager
En ny undersøgelse viser, at grænsehandlende køber mere sprut, øl, slik og sodavand, end de ville have gjort i en dansk butik.
Mange danskerne, der kører til den dansk-tyske grænse for at købe ind, får mere med hjem i bagagerummet, end hvis de havde handlet i deres lokale butik. Det viser en ny undersøgelse, som Userneeds har foretaget for Vin- og Spiritus Organisationen i Danmark (VOSD) i marts 2015.
To tredjedele af de grænsehandlende fortæller, at de køber mere slik og chokolade, og næsten lige så mange købe flere sodavand.
Når det kommer til alkohol, siger 45 procent, at de køber flere øl, 38 pct. køber mere spiritus og vin, og 56 pct. køber flere cidere.
Undersøgelsen er foretaget i anledning af, at VOSD i fredags holdt en konference om grænsehandel og afgifter på Christiansborg.
- Vi er mange, der ønsker mindre grænsehandel – og derfor lavere afgifter på blandt andet vin- og alkohol. Det handler jo om fremtiden for butikkerne tæt på vores grænser – og om penge i statskassen. Men rigtig tit bliver vi – fejlagtigt – mødt af argumentet om, at lavere afgifter på spiritus fører til et højere forbrug. Det argument holder ikke, siger Michael Holm, der er formand for VSOD, i en pressemeddelelse op til konferecen.
På konferencen deltog politikere fra Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti samt De Samvirkende Købmænd (DSK).
Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen forklarer det ekstra forbrug således:
- Vi tænker anderledes, når vi grænsehandler. Vi hamstrer. Nu er vi jo kørt 200 km til grænsen – og så skal bilen altså fyldes op. Derfor køber vi langt mere og anderledes, end vi ville have gjort henne hos den lokale købmand. Og så drikker vi i sidste ende også mere.
Så det er sund fornuft at sænke afgifterne på vin og spiritus og flytte forbruget tættere på danskernes hverdag.
Undersøgelsen beror på 1069 besvarelser blandt 18 til 70-årige danskere og er nationalt repræsentativ på køn, alder, region og uddannelse.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand