Gestus trækker Dagrofas private label-vækst

Dagrofa 16. jun 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Traditionelt har købmændene og Dagrofa-koncernen været mindre optagne af at opbygge egne mærker end flertallet af konkurrenterne i dagligvarehandelen.

Det har imidlertid ændret sig.

Ikke mindst det nyeste mærke, Gestus, rykker kraftigt.

- Særligt ser vi en solid fremgang på Gestus, som vi introducerede sidste år som et regulært fødevaremærke. Også vores omtankemærke Grøn Balance viser meget høje og solide vækstrater på både food og nonfood, lyder det fra Michael Rahbeck, som er private label-chef i Dagrofa.

En vækst på 10 pct. i det samlede private label-salg i kæder som Meny, Kiwi, Spar, Min Købmand og Let-Køb sidste år er så vidt vides den højeste i en branche, der ikke gerne deler for rundhåndet ud af detaljerne.

Fremgangen fortsætter ifølge Rahbeck i år.

Billigt på retur

Som hos konkurrenten Coop Danmark er der i Dagrofa et skifte i gang med hensyn til den rolle, som egenmærkerne spiller.

- Vi har arbejdet meget målrettet på at få skabt opmærksomhed omkring både Gestus og Grøn Balance, og det er uden tvivl en af årsagerne til, at de tidligere års kraftige vækst på vores billigste mærke First Price nu er stagneret, endda med en kontrollet tilbagegang i visse kategorier, siger Michael Rahbeck.

Hvor First Price er en udpræget ”pris-kriger” - og ikke andet - tjener mærker som Gestus og Grøn Balance andre formål.

- Vi tror på at der både er plads til de gamle mærkevarer, og så de nye mærkevarer, som vi kalder vores egne brands. Vi tror også på at private label faktisk kommer til at spille en endnu større rolle i visse kategorier, når det netop gælder om at være først over målstregen og sætte en agenda, siger han.

Opdateret 10. nov 2020