Fremgang i Norgesgruppen på både top- og bundlinje

Dagrofa 29. aug 2018 -
This describes the image
Norgesgruppen fra Norge ejer dele af Dagrofa Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Både omsætning og overskud er vokset i den norske dagligvaregigant NorgesGruppens regnskab for første halvdel af 2018. Det samme er markedsandelen.

Den største ejer i danske Dagrofa løftede omsætningen med 2,4 pct. til 42,78 mia. norske kr. Med den aktuelle svage norske krone svarer det til ca. 33 mia. kr.

Driftsresultatet steg med 15 pct. til 1,6 mia. norske kr., og bundlinjen med 303 mio. norske kr. til 1,2 mia. norske kr. Det svarer til 920 mio. kr.

"Effektiv drift og stærke kædekoncepter bidrager til at holde marginerne stabile til trods for stærk priskonkurrence og lav markedsvækst", skriver Norgesgruppen i en pressemeddelelse.

Med til at sikre nordmændene et bedre overskud i år er den omstændighed, at nedlukningen af Dagrofas discountkæde Kiwi herhjemme i foråret 2017 trak ned på halvårsresultatet sidste år. Norgesgruppen ejer ca. 48 pct. af Dagrofa.

"Sammen med større transaktioner ved salg af ejendomme blev resultaterne i første halvår 2017 påvirket af strukturelle ændringer i Dagrofa", lyder forklaringen.

Overskudsgraden i koncernen voksede dermed til 3,8 pct. - mod 3,3 pct. i samme periode sidste år.

Fremgang i eksisterende butikker

Ifølge Norgesgruppen kan 80 pct. af koncernens omsætningsvækst tilskrives vækst i de eksisterende butikker, mens resten så må stamme fra nyetableringer.

Salget i de "gamle" butikker voksede med 1,8 pct. i årets seks første måneder, mens den tilsvarende vækst i hele det norske marked ifølge Nielsen lå på 1,1 pct. Den samlede vækst i koncernen lå også lidt over markedet.

NorgesGruppen skriver det ikke selv i pressemeddelelsen, men en lille fremgang i samlet markedsandel for koncernen - til rekordhøje 43,3 pct. - dækker over en kraftig vækst i lavpriskæden Kiwi, der opvejer en tilbagegang i supermarkedskæden Meny.

Opdateret 10. nov 2020