Frasalgsgevinster skal løfte købmandsbutikker

Dagrofa 8. okt 2015 -
This describes the image

De danske købmænds medejerskab af Dagrofa-koncernen var en af NorgesGruppens betingelser for at gå ind som den største ejer for et par år siden.

Det er imidlertid en svaghed, når Dagrofa trænger til at få tilført kapital, for mange købmænd har slet ikke de reserver, der skal til, for at de også kan spytte i kassen.

I stedet kan man sælge ud af værdierne.

Med salget af Dagrofas velkørende grønlandske forretning i Pisiffik til de to største og velbeslåede ejere i NorgesGruppen og købmandsfonden KFI springer man et problem over - der kommer penge i kassen i Dagrofa, uden at købmændene slipper en øre.

- Det er klart, at det giver kapital. Det er to solide og rigtigt gode virksomheder, vi har i Pisiffik og Foodservice Danmark, som længe har haft fremgang både på top- og bundlinje. Derfor kommer vi til at få en ikke uanselig kapital frigivet på det, og tanken er selvfølgelig, at vi vil anvende den til at accelerere væksten i markedet, siger Dagrofas koncernchef Per Thau - der samtidig understreger, at kapitaltilførsel ikke er det overordnede formål med de to frasalg.

Ingen ønsker om kapitalkæde

Præcis hvor mange penge, der kommer ind - og hvor store investeringer, der kommer i butikkerne med det nye, rene detailfokus i Dagrofa, kan eller vil Per Thau ikke løfte sløret for.

Men alt peger i retning af, at dele af midlerne kan blive kanaliseret over i de selvstændige købmænds butikker, så de står styrket i konkurrencen.

For de selvstændige købmænd er ifølge Thau et uundværligt led i selv et meget forandret Dagrofa.

- Vi ønsker ikke at ende med at være en kapitalkæde. Når det er sagt, er det vores opfattelse, at købmændene ikke får investeret nok i deres butikker. Vi ser tilfælde, hvor der bliver underinvesteret i butikkerne, og så taber de omsætning - og så kommer de i en negativ spiral med negativ egenkapital og underskud. Så kan købmanden jo ikke leve. I fremtiden kommer Dagrofa til at spille en rolle i at sikre, at vi får taget de langsigtede investeringer. Hvordan modellerne for det skal se ud, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men vi vil bruge de næste par år på at sikre, at vi får taget de investeringer, der skal til for at få løftet butiksnettet hele vejen rundt, siger Per Thau.

Det er ingen hemmelighed, at nogle købmands-ejede Meny-butikker taber penge og har negativ egenkapital. Vil I også købe nødlidende købmandsbutikker op?

- Det vil jeg ikke udelukke. Detailmarkedet er generelt presset på indtjeningen, og det mærker vi selvfølgelig også i nogle af vores butikker. Vi har fået skabt fremgang i vores detail-koncepter, men der er ingen tvivl om, at noget af det, vi vil sætte hårdere ind på er at få effektiviseret, så vi tjener penge på butiks-niveau - i alle vores butikker, siger han.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020