FoodService Danmark køber Grambogård

Dagrofa 29. maj 2017 -
Grambogård ved Tommerup på Fyn samarbejder med særligt udvalgte landmænd, der satser på dyrevelfærd og god smag. Foto: Grambogård
Skrevet af: Henrik Denman

FoodService Danmark, der ejes af Dagrofa, har opkøbt det fynske slagteri Grambogård.

FoodService Danmark leverer fødevarer til restaurations- og kantinebranchen, hvor virksomheden sætter særligt fokus på ferskvarer og høj service. Her passer Grambogårds kvalitetsniveau og stærke profil ind i fremtidsplanerne for grossistfirmaet.

FoodService Danmark er i forvejen ene- eller medejer af en række specialistvirksomheder inden for kvalitetsfødevarer, og engrosvirksomheden vil i fremtiden satse endnu mere på den øverste del af markedet. Den strategi er købet af Grambogård en del af.

Koncernchef i Dagrofa, Per Thau, siger om strategien:

- Det er en fortsættelse af den strategi, vi har i forvejen. Vi har en stærk osteleverandør i HKI Ost, Prima Frugt på frugt og grøntdelen, vi har Kødgrossisten, og vi har købt Grøn Fokus, som er en af de store leverandører af økologi. Vi har længe været på vej ned ad den vej.

- Vi er allerede stærke på kødområdet med Kødgrossisten. Vi har set, at der er stor efterspørgsel efter kvalitetskød, økologi og dyrevelfærd. Nu føjer vi Grambogård til, som har opbygget et godt brand. Det vil styrke vores forretning, at vi kan tilbyde det til alle vores kunder.

Grambogård er primært opkøbt til FoodService Danmark, men opkøbet vil også medvirke til at skærpe kødprofilen i de store Meny butikker, der ligger i de større byer.

Vil være stærkere på fisk

FoodService Danmark har en ambition om at styrke sin indsats inden for frisk fisk.

- Vi mangler fisk. Det er vi på udkig efter. Vi kan godt levere fisk i dag, men vi kunne godt tænke os en styrkelse, så vi får endnu større friskhed og kvalitet i vores fiskeleverancer til foodservicekunderne.

Per Thau er ikke i tvivl om, at foodservicegrossisterne i stigende grad slås om kunderne på kvalitet og ferskvarer.

- Alle kan levere flåede tomater på dåse, og det kan vi selvfølgelig også gøre effektivt og godt, men vi oplever, at vi i høj grad kan tilføre en værdi er ved at være stærke på ferskvareområdet og ved at have kompetencen i forretningen. Vi kommer tættere ind på kunderne, og vi kan langt bedre rådgive på disse områder, siger Per Thau.

Opdateret 10. nov 2020