Flere pantstationer på vej

Dagrofa 12. feb 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Dansk Retursystem vil i år bygge 11 nye pantstationer rundt om i hele landet. De skal supplere de to pantstationer, der allerede er opført i Høje Taastrup og Horsens.

Den første nye pantstation åbner til maj i Randers, og dermed bliver det lettere og hurtigere for randrusianerne at returnere tomme dåser og flasker med pant. Når kunden har afleveret de tomme engangsemballager, får vedkommende efterfølgende pengene overført til sin konto.

Med pantstationen tager det kun et øjeblik at aflevere en pantsæk med omkring 100 tomme emballager. Man sparer tid og slipper for fedtede fingre.

- De nye pantstationer er udviklet som et supplement til det eksisterende system, hvor vi kun returnerer emballager i butikkerne. Pantstationerne giver endnu en mulighed for at aflevere. De gør det lettere og hurtigere at returnere de tomme flasker og dåser, siger Inge Fisker, markedsdirektør i Dansk Retursystem, der står bag pantstationerne, i en pressemeddelelse.

Hun oplyser, at Dansk Retursystem ønsker at få endnu flere til at returnere de tomme emballager, så materialerne kan blive genanvendt til nye flasker og dåser i stedet for at havne i skraldespanden eller i naturen.

Målet med projektet med de nye pantstationer er at finde de placeringer, der passer bedst med forbrugernes adfærd, oplyser Inge Fisker.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?