Familien har fået mere plads

Dagrofa 24. nov 2017 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

Som indfødt thybo er Kim Poulsen ikke en mand med store armbevægelser eller ditto ord. Alligevel er han kendt og vellidt blandt sine købmandskolleger i hele landet for sin indsats for den selvstændige købmand – og formentlig også bredere ud i dagligvarebranchen.

Den 30. november fylder købmanden, der i snart 40 år har solgt dagligvarer fra sin Min Købmand-butik i Nr. Vorupør, 60 år, og helt i tråd med Kim Poulsens ånd, skal det ikke fejres med pomp og pragt.

- Nej, jeg skal bare hygge mig med familien og mine kunder i butikken, siger Kim Poulsen om den forestående dag. I modsætning til langt de fleste kolleger med en butik i den størrelse står Kim Poulsen langt fra bag disken hver dag. Han er nemlig engageret mange andre steder – både lokalt, hvor han blandt andet er medlem af bestyrelsen for VisitNordjylland og undermester i Odd Fellow Logen, og på landsplan i Købmandsforeningen og i Dansk Handelsblads bestyrelse, hvor han begge steder er formand.

Når man spørger Kim Poulsen, hvad han egentlig er mest: Købmand, organisationsmand, ægtemand eller lokal ildsjæl, svarer han:

- Privilegeret! Det er det, jeg er allermest. Jeg er så heldig, at jeg kan beskæftige mig med de ting, der interesserer mig og arbejde på at gøre en forskel på flere plan. Det skyldes blandt andet, at jeg har en familie, som har de samme værdier, siger Kim Poulsen.

Ser lyst på købmændenes fremtid

Han bor sammen med sin hustru Anne-Kathrine, der er sygeplejerske, og datteren Sophie på 18 år. Sønnen Kasper på 21 år er flyttet hjemmefra.

- Men jeg har den store glæde, at børnene arbejder i butikken hele sommeren, og selv om Trine én gang for alle har besluttet, at hun ikke vil være en del af butikken, kommer hun alligevel ned og tager som min sparringspartner del i de store som små beslutninger, siger købmanden, der bor oven på butikken.

- Det kan have sine ulemper, men vi har vendt det til en fordel, og i dag er butikken også et samlingssted for familien, som jeg de seneste år har brugt mere tid på, siger Kim Poulsen.

Han har trappet lidt ned på sine organisatoriske opgaver, der tidligere har ført ham til en lang række forskellige bestyrelser, hvor han har knoklet for købmændenes forhold.

- For ti år siden så jeg nok lidt mindre lyst på den selvstændige købmands fremtid og frygtede, at kapitalkæder ville tage over. Men det er vendt med den nye organisering i Dagrofa, og jeg tror på, at også nærbutikkerne står over for en renæssance, siger han.

Familien skal have mere plads

Købmandsforeningen har – ligesom Dansk Handelsblad - en stor plads i købmandens hjerte.

- Jeg glæder mig over, at vi har fået samlet de lokale købmandsforeninger i en fælles organisation, som har fundet sin plads. Vi har blandt andet været med til - med et økonomisk tilskud - at sætte gang i købmandsuddannelsen, så den i dag er en rigtig god uddannelse for de selvstændige købmænd, siger Kim Poulsen.

- Samtidig glæder jeg mig over, at Dansk Handelsblad er kommet godt i gang med transformationen mod også at være et digitalt medie, og at der efter en turbulent periode er kommet godt gang i arbejdet med den fremtidige strategi samtidig med, at den nye ledelse er kommet godt på plads. Vi kæmper, som alle andre medier, med at knække koden i den digitale verden, så vi også kan tjene penge på den del, men det, satser jeg på, vil lykkes i løbet af de kommende år, siger Kim Poulsen.

Hvad der ellers kommer til at ske i løbet af det næste årti, har han svært ved at forestille sig.

- Det er svært at se sig selv som 70-årig, men mit største ønske er da, at jeg bevarer et godt helbred, og så vil jeg på en eller anden måde fortsat være en del af detailhandlen. Min webshop, hvor jeg sælger piber, er slået godt igennem det seneste år, hvor salget er nået op på indeks 300. Fortsætter den fremgang, vil der være en forretning, siger Kim Poulsen.

- Men jeg arbejder ikke 13 timer i døgnet, og min familie skal have endnu mere plads i min hverdag.

Opdateret 10. nov 2020