Den blå isbil er gearet til nethandel

Dagrofa 11. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

De lyseblå isbiler skal i fremtiden ikke kun ringe med isklokken på villavejene rundt om i Danmark. Hjem-IS forbereder sig på fra ultimo 2015 at drive nethandel med bestilling og udbringning af andre varer end is.
Det privatejede selskab med hovedkvarter i Aabenraa tjener i øjeblikket gode penge på at sælge is på villavejene, men selskabets administrerende direktør Frank Jørgensen Waller har planer om at udnytte selskabets særlige logistik-setup til også at sælge dagligvarer på nettet og bringe ud til kunderne.
Selskabet har 121 frostbiler og 10 depoter rundt om i landet, og Hjem-IS arbejder i øjeblikket med at få flere frosne fødevarer sammen med multipakkerne med is på bilerne. For nogle uger siden kom kyllinge-produkter fra Danpo med på isbilen, der allerede har frosne fødevarer som pizza, fisk og kød til grillen.
- Har du knækket koden til, hvordan man kan sælge dagligvarer på nettet og tjene penge på det? - Det har jeg ikke helt endnu, men det kommer. Vi har tænkt os at tjene penge på alt, vi har med at gøre, siger Frank Jørgensen Waller.
Han forklarer, at han i øjeblikket ser salget af dagligvarer som et mersalg, da selskabet har omkostningerne i forvejen, når bilerne kører rundt i hele landet.
- Vi har en styrke i vores distribution, fordi vi har ti lagre omkring i Danmark, og bilerne er ude og køre alligevel, så vi er derude i forvejen. Derfor tør jeg lave nethandel på andre produkter, siger Frank Jørgensen Waller.
- Hvis vi ikke havde vores normale distribution, så ville vi ikke kunne tjene penge på det. Hvis vi skulle starte helt fra scratch og bygge ti depoter rundt i landet, og servicere hele Danmark med varer over nettet, så tror jeg nok, jeg kendte resultatet. Jeg er købmand, og jeg er gået ind i Hjem-IS for at tjene penge fra dag ét og ikke for at tjene penge om ti år. Det lader vi dem om, der har lyst og råd til det, siger han.
Lavt hængende frugter
For øjeblikket er det kun fem-ti procent af salget fra de lyseblå isbiler, der ikke er is, men Hjem-IS har en intern målsætning om, at salget af andre varer fra bilerne i løbet af de kommende to år skal op på tyve procent.
- Vi har investeret i den tekniske platform, og nu er vi så ved at forhandle om
de varer, der skal på. Højst sandsynligt forsøger vi i første omgang at få en masse andre frostvarer med, og så skal vi stille og roligt udvide med andre varer, og så tager vi den derfra og ser, hvad der går godt, og hvad der går knap så godt.
- Vi har distributionen og 120.000 kunder, der kommer loyalt ud til vores biler, selv når det regner eller sner. De kunne måske også være interesseret i at tage noget andet med, når vi alligevel kommer ud til dem. Vi tager først de lavthængende frugter, siger Frank Jørgensen Waller.
Klar til samarbejde
Frank Jørgensen Waller er klar til at samarbejde med aktører fra dagligvarebranchen for at få andre kompetencer involveret i nethandelen.
- Vores egne medarbejderes kernekompetence er jo isforretningen. Og når man har 12-15 pct. af ismarkedet på 2,5 millliarder i Danmark, så gør man det nok
ikke så ringe endda. Jeg går ikke rundt med en vision om, at jeg skal være nummer et spiller på nettet, men hvis jeg kunne blive det, så ville det da være kanon, siger Frank Jørgensen Waller.
- Hvis vi skulle blive en rullende købmandsforretning, så tror jeg, at vi skulle finde en strategisk alliance sammen med nogen, der kunne bruge vores distribution. Der er ingen andre, der har en landsdækkende distribution som os, og vi håber da, at der er en kæde eller nogen på nettet, der får øjnene op for det. Vi ser muligheder i at være landsdækkende og også muligheder for Udkantsdanmark, siger han.
Flere forretningsområder
Hjem-Is bilerne sælger flest is i sommerhalvåret og flest på dage, hvor vejret ikke er for sommerligt, så danskerne er på stranden. Selskabet arbejder på at få mere omsætning i de svage perioder og har derfor udover nethandelen også investeret i fem event-biler, som er en slags kørende cafeterier med kaffe, vand, sandwiches og selvfølgelig is. Bilerne kan bestilles til arrangementer og kører ellers til stranden i godt vejr. Herudover har Hjem-IS planer om at åbne en række kiosker og har åbnet en enkelt isbod og et bageri via et andet af direktørens selskaber.
For øjeblikket er Hjem-IS kendt for at sælge is, men danskerne skal nu lære, at selskabet er mere end det.
- Det er både en fordel og en ulempe at være et kendt brand. De fleste forbinder Hjem-IS med is, og det tager tid at få budskabet ud og få fortalt, at vi er mere end det, siger Hjem-IS direktøren.
- Vi arbejder på en større strategi i øjeblikket, hvordan vi skal håndtere de forskellige forretningsområder, så vi ikke mikser dem for meget sammen i folks bevidsthed, så folk ikke tror, at de kan få kaffe to-go også, når Hjem-IS kører rundt på en villavej og ikke kun i vores eventbiler, siger Frank Jørgensen Waller.
"Vi har tænkt os at tjene penge på alt, vi har med at gøre. " FRANK JØRGENSEN WALLER, ADM. DIR HJEM-IS
FRANK JØRGENSEN WALLER
Frank Jørgensen Waller, 46 år, i er adm. direktør i Hjem-IS, som drives fra hovedkontoret i Aabenraa sammen med fire andre selskaber, som han ejer sammen med Erik Thaysen.
Han har tidligere været chefcontroller i BTX, Fleggaard/Dangaard Telecom og Lego, og han har også været adm. direktør i Teleservice International og ETU Forsikring.
HJEM-IS
Hjem-IS Danmark A/S fik med nye ejere i 2014 sit første overskud i en årrække. Resultat før skat var på 7,2 mio. kr.
Selskabet var tidligere ejet af Nestlé-koncernen, men det blev i slutningen af 2013 overtaget og integreret med det lille private Viking Is, som Nestlé-selskabet tidligere havde ligget i strid med. Viking Is var stiftet af to udbrydere fra Hjem-Is - brødrene Tom og Per Roth - og efterfølgende købte de to kompagnoner Frank Jørgensen Waller og Erik Thaysen sig også ind i Viking Is, som med udvidelsen af ejerkredsen fik kræfter til at byde på og købe Nestlé-ejede Hjem-IS.
Hjem-IS ejes i dag af de fire gennem deres respektive holding-selskaber.

Opdateret 10. nov 2020