Købmand: De er jo kugleskøre herude
-
Tirsdag den 4. juni kunne købmand Michael Ellingsen klippe snoren til en helt nybygget dagligvarebutik i landsbyen Feldborg nord for Herning.
Min Købmand i Feldborg er en såkaldt borgerfinansieret butik. Den massive, lokale opbakning til projektet skinnede da også klart igennem på denne solskinsdag 4. juni.
Byen var festligt pyntet med flagalle, biler, traktorer og endda en enkelt ATV holdt parkeret på byens hovedgade. Foran den nybyggede butik var der stuvende fuldt.
Alle lyttede først til tale fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Husted Damsgaard, hvorefter ejendomsudviklingsdirektør fra Dagrofa, Brian Videbæk, overtog mikrofonen med en klar tak for opbakningen til byens borgere.
- I har gjort det umulige, lagde han ud og fortalte, at de 539 borgere i Feldborg i fællesskab havde samlet 4 mio. kr. ind.
På baggrund af borgernes indsats kan man i dag skifte en slidt butik ud med en spritny og fremtidssikret købmandsbutik.
Den erfarne ejendomsdirektør fra Dagrofa nævnte, at ingen anden by i Danmark har så mange ”ejere” af en dagligvareforretning. Faktisk har over 90 pct. af borgerne investeret i en aktie.
Købmand Michael Ellingsen måtte da også trække på smilebåndet:
- Jamen, de er jo kugleskøre herude.
Michael kommer fra en stilling som konsulent ved GLS og er uddannet købmand i Spar i Herning.
Den nybagte købmand i Feldborg fejrede mandag sin 37 års fødselsdag og kunne konstatere, at han aldrig har arbejdet så meget på sin egen fødselsdag.
- Det bliver så fedt, det her, lød det fra købmanden, der også straks erkendte, at de sidste par uger har været hektiske.