Dagrofa styrker FoodService med økologigrossist
Dagrofas cateringsvirksomhed, FoodService Danmark, overtager aktiemajoriteten i økologigrossisten Grøn Fokus.
Det sker samtidig med, at dagligvarekoncernen har sat sit cateringben til salg for at styrke detailvirksomheden.
- Vi har i de seneste år set en markant vækst i afsætningen af økologiske varer. Vi forventer, at den udvikling fortsætter i de kommende år samtidig med, at vores kunder efterspørger et bredere økologisk sortiment og stærkere sparring omkring økologi, siger adm. direktør i FoodService Danmark, Henrik Clausen.
Som led i handlen overtager FoodService Danmark også 70 pct. af aktierne i frugt & grøntgrossisten CH Interfrugt, der har haft samme ejerskab som Grøn Fokus.
Med aftalen overtager FoodService Danmark 70 pct. af aktierne i Grøn Fokus, mens de resterende aktier ejes af adm. direktør Stefan Jespersen og Kenneth Christensen. Stefan Jespersen forsætter som adm. direktør.
Med indlemmelsen i FoodService Danmark bliver Grøn Fokus en del af en stor foodservicekoncern, der årligt omsætter for ca. 4,5 mia. kr. og har over 1.1.00 ansatte.
Handlen er betinget af en endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.