Dagrofa storinvesterer i S-Engros
Det er ikke mange år siden, at hele foodservice-delen af Dagrofa, Foodservice Danmark, var sat til salg. Siden har landets tredjestørste dagligvarekoncern ændret sin strategi og fået ny topchef, Tomas Pietrangeli.
Der er også blevet skiftet ud i toppen af Foodservice Danmark og cash & carry-virksomheden, S-Engros, hvor den nye adm. direktør Thomas Nielsen nu sætter ind med en ”stor tocifret millioninvestering”, der skal opgradere S-Engros.
Kæden skal hente omsætningsfremgang ved at satse mere på et kundesegment i vækst. Der skal fokus på foodservicesektoren.
- Man kan vist godt sige, at der har været underinvesteret i S-Engros de seneste år. Der har nok i Dagrofa været en bekymring for, hvor vi egentlig skulle hen med den del af virksomheden, siger Thomas Nielsen.
To nye butikker på vej
Mens 80 pct. af omsætningen i cash & carry-virksomheden for ti år siden kom fra små købmænd og kiosker, henter S-Engros i dag kun 40 pct. af sin omsætning fra den kundegruppe.
- Vores forretning bliver selvfølgelig også præget af, at der hele tiden bliver færre små dagligvarebutikker og kiosker, og at der er to dygtige conveniencekæder, der overtager det salg sammen med discountbutikkerne. Derfor har vi sadlet om for at hente nye kunder på det voksende foodservicemarked, og inden for det segment vokser vi nu, siger Thomas Nielsen.
Han kom til Dagrofa for to år siden efter 13 år i Dansk Supermarked, nu Salling Group, og skal de kommende år føre den store investering ud i kæden.
Blandt andet er to helt nye butikker på vej. En i Silkeborg, der skal åbne næste år, og en i 2020.
- Så er vi efterhånden godt dækket ind på landkortet. Derudover skal butikken i Valby moderniseres og udvides, og så skal to ud af tre butikker have nye køle- og frostanlæg. Vi skal i fremtiden satse mere på ferskvarer til de nye kunder, fortæller Thomas Nielsen.
S-Engros skal også have et nyt it-system, der blandt andet skal gøre det lettere for kunderne at benytte ”click & collect” og ”click & deliver” via en ny app – begge nye tiltag, som kæden har testet og snart ruller bredere ud i kæden.