Dagrofa sender 1,5 mio. til danske landmænd
Siden september 2015 har Dagrofa sendt 50 øre til producenterne, hver gang kunderne i Meny, Kiwi, Spar og Min Købmand har købt et af de godt 40 'Du Køber, Vi Gi'r'-mærkede produkter fra kædens 'Vælg Dansk'-kampagne.
Det er nu blevet til mere end 1,5 mio kroner til de danske producenter.
- Vi har ønsket at sende et tydeligt signal om, at vi bakker op om de danske producenter ved at sende penge tilbage til dem, når produkter er blevet solgt. Vi håbede på at kunne sende cirka 1,5 millioner kroner tilbage, og nu hvor vi har gjort kampagnen op, kan vi konkludere, at vi er kommet i mål. Så vi kan se tilbage på en god kampagne, som forbrugerne har bakket op om, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa, og fortsætter:
- Vi ved godt, at vi ikke redder det danske landbrug med vores bidrag, men vi har med kampagnen sat fokus på de gode danske varer, vi sælger i vores butikker.
Prisen på 'Vælg Dansk'-varerne har været uændret for forbrugerne, da tilbagebetalingen udelukkende er finansieret af Dagrofa.