Dagrofa overvejer at gå online med dagligvarer
Dagrofa er den eneste af de fire største dagligvareaktører i Danmark, der ikke opererer med en eller anden form for landsdækkende e-handel med dagligvarer.
Men det kan ændre sig i en forholdsvis nær fremtid.
Efterhånden som corona-krisen vender op og ned på danskernes indkøbsadfærd, ser Dagrofa nu på mulighederne for at gøre købmandskæderne Meny, Spar og Min Købmands nye udbringningstjeneste, "Vi handler for dig", digital.
- Når vi begynder at løfte blikket og se længere frem, må vi vurdere situationen og tage stilling til, hvilke strategiske initiativer, vi skal forholde os til. På bagkanten af corona-krisen er det ikke utænkeligt, at vi digitaliserer vores "Vi handler for dig"-platform, siger Dagrofas koncernchef Tomas Pietrangeli til Dansk Handelsblad.
Læs også Købmandskæder er nu landsdækkende med vareudbringning
Krisen kan fremrykke digitalt gennembrud
Købmændene har ellers eksperimenteret med e-handel meget tidligt. Den korte ISO-kæde blev pioneren på området for over 20 år siden, og Dagrofa lukkede selv et andet eksperiment, SuperBest Online, midt i 10'erne.
Men under corona-krisen er onlinehandel med dagligvarer vokset i et tempo, hvor kapaciteten hos de eksisterende aktører med Nemlig.com i spidsen slet ikke kan følge med. Ifølge branchefolk kan e-supermarkederne nu være på vej mod et længe ventet større gennembrud.
De tre Dagrofa-kæders "Vi handler for dig"-alternativ er blevet til på baggrund af en stor efterspørgsel efter udbringning af varerne i et nedlukket og delvist isoleret Danmark. Det er en meget analog tjeneste, hvor et kundecenter har taget imod bestillinger på god gammeldags facon, og 250 lokale købmandsbutikker bringer ud.
- Vi ser en adfærdsændring under krisen, og den vil der være en eller anden langsigtet effekt af. Nu gør vi os nogle erfaringer med "Vi handler for dig"-platformen. Det er jo ikke en online-platform, men den leverer på de samme behov. Det, vi godt kunne se på længere sigt - og som vi gør os nogle overvejelser over i øjeblikket - er, om vi skal videreføre den digitalt. Men det er ikke besluttet, siger Pietrangeli.
Et grundlæggende tema i al e-handel med dagligvarer er muligheden for at gøre udbringningen lønsom. Også det er man ved at se på i Dagrofa.
- Præcis. Det drager vi nogle gode erfaringer med, siger Dagrofas topchef.