Dagrofa lover overskud fra 2019
Hvis ikke det seneste år har føltes som lidt af en tidsrejse for Dagrofa-topchef Per Thau, så har det i hvert fald været turbulent.
En stor del af koncernens strategi er nærmest vendt på hovedet på et år, med lukningen af Kiwi som det helt afgørende vendepunkt.
Ved Retail Institute Scandinavias årsmøde i Arken for præcist et år siden sagde Per Thau, at han ikke så det for usandsynligt, at Dagrofa kunne fordoble koncernens markedsandel på dagligvaremarkedet over en længere årrække.
Den ambition blev dog med ét begravet med Kiwis lukning.
Netop beslutningen om at lukke Kiwi var den helt store årsag til Dagrofas rekordstore underskud på 655 mio. kr. i 2016.
I 2017 følger et forventet underskud i størrelsesordenen 400-500 mio. kr., mens 2018 også har udsigt til at give koncernen et samlet underskud som følge af afskrivninger ovenpå lukningen af Dagrofas discountkæde.
På den korte bane har lukningen af Kiwi dermed direkte eller indirekte kostet Dagrofa et tab på mere end 1 mia. kr.
Om to år har koncernen dog igen udsigt til at være en profitabel forretning, bedyrer koncernchef Per Thau.
- Vi har sagt, at i 2019 er vi en overskudsforretning. I vores gamle strategi havde vi et stærk fokus på at blive en større spiller på detailmarkedet. Og det har vi jo aflyst med lukningen af Kiwi. Derfor har vi flyttet vores ambition om at øge vores andel af ”mid to premium” og udespisning og sat større fokus på, at det skal være en profitabel rejse. Så det er jo en ret markant ændring fra dengang til i dag, siger Per Thau.
Han understreger, at beslutningen om Kiwis retræte fra markedet var det eneste rigtige at gøre på den længere bane.
- Det eneste, der sådan set ikke er lykkedes for os, er Kiwi. Og det er jo også derfor, at vi som samlet koncern har fået et noget andet fokus. Du finder jo ikke et dagligvaremarked i verden, hvor konkurrencen er hårdere end i Danmark på grund af antallet af butikker per indbygger og på grund af butiksnærheden. Hvis man skal tjene penge dér, så skal man være bedst. Du kan ikke være nummer tre eller fire. Og det er jo den forandring, vi har lavet. Vi tror på, at vi kan lave det bedste fødevaremarked med Meny. Vi kan lave det mest lokale i Spar og Min Købmand, og vi tror på, vi kan være bedst på foodservice-markedet, siger Per Thau.
God start i nye Spar-butikker
Ifølge Dagrofas topchef er både Meny og Spar inde i en positiv udvikling med en stigende omsætning målt per butik i forhold til for et år siden.
Dagrofa har allerede identificeret 50 mulige placeringer til fremtidens Meny-butikker.
I dag tæller Spar 140 butikker. Per Thau tror, at der er plads til 200+ på langt sigt.
- Men da vi ikke vil etablere Spar som egne butikker, er det svært at sige præcist, hvor mange butikker der bliver åbnet i de kommende år. Etableringstakten er styret af købmændenes virkelyst og borgerforeninger, der etablerer nye butikker, siger Per Thau.
Dagrofas koncernchef glæder sig over Spar-kædens aktuelle fremgang.
- Spar har gjort det utroligt godt i 2017. Det er klart, at det giver en stor vækst at få 24 nye butikker ind i kæden. Det er en isoleret operation, men også en meget succesfuld operation, hvor vi åbnede 24 butikker på seks uger. Vi har selvfølgelig været spændte på kundernes reaktion, da butikkerne er gået fra at være en discountbutik til at være en Spar. Det er to forskellige ting, men de nye Spar-butikker er kommet godt i gang, og er blevet taget godt imod ude lokalt.
- Selvfølgelig vil vi gerne vokse og øge vores samlede markedsandel, men det er jo ikke det, vi lever af. Det er jo vores indtjening butik for butik, og det gælder både for Meny og Spar. Vi vil gerne have 50 nye Meny-butikker de steder, de kan være, men vi bygger dem altså én for én, hvor der kan være en god businesscase, og så må det tage den tid, som det nu tager, siger Per Thau.
Ingen onlinehandel endnu
Danskernes hang til udespisning er nærmest umættelig, og den stærke udvikling her har også været afgørende for, at Dagrofa alligevel har besluttet sig for at beholde og udvikle datterselskabet Foodservice Danmark, der tidligere har været til salg.
Per Thau er ikke i tvivl om, at danskernes efterspørgsel efter nemme og sunde måltidsløsninger også vil betyde endnu stærkere fokus på convenience i dagligvarebutikkerne.
Anderledes tilbageholden er Per Thau, når talen falder på onlinehandel, der også er i vækst og en måde at gøre danskernes dagligdag lettere.
- Det er jo klart, at det er noget, vi følger meget, meget tæt. Indtil nu er der jo ikke rigtigt nogen, der har fundet en profitabel måde at drive onlineforretning på. Selvfølgelig kan man vinde markedsandele, hvis man tager penge med på arbejde hver dag, men der har vi jo sagt, at det ønsker vi ikke.
- Hvis vi går ind i det marked, er det fordi, vi ser nogle profitable veje, og dem ser vi ikke sådan lige foran os. Vi er jo grossist for Nemlig.com, og det er jo en måde for os at være med på markedet på den korte bane. Hvad vi så gør på den længere bane, det må tiden vise. Men vi er ikke på vej til at etablere onlinehandel, fortæller Per Thau.