Dagrofa Engros vil være mødested for hovedstadens små butikker
Dagrofa Engros står der på en sort, regnvåd pylon på Mileparken 16 i Skovlunde.
Går man helt tæt på, kan man svagt ane, at der en gang har stået Dagrofa S-Engros på pylonen. Og butikken, som pylonen tilhører, er da også en tidligere S-Engros-butik - eller som de hedder siden august 2019: Dagrofa Foodservice - butikker.
[caption id="attachment_85831" align="aligncenter" width="696"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
Den tidligere S-Engros-butik er lige nu i gang med en større transformation til et helt nyt koncept.
Kaster man et blik ind i butikken, er de første mange varer, øjet når, chips af forskellig slags, dåser med energidrik, slikposer i lange baner og kasser med løs slik.
Og ja, det er kiosksegmentet, butikken i fremtiden vil have fokus på.
- Kioskerne og de små købmænd har været lidt oversete i vores butikker, fordi vi har rettet blikket mod cafeer og restauranter i vores iver for at nå så mange som muligt, siger Kenneth Linde.
Han kom til butikken som ny butikschef, eller detailchef, som det hedder i Dagrofa Engros, i forbindelse med konverteringen. Tidligere har han været butikschef i Dagrofa Foodservices butikker i Valby og Holbæk i til sammen syv år.
- Jeg har også en fortid i detail. Blandt andet fra OK Plus og Spar. Jeg har købt ind hos Dagrofa og fik lyst til selv at arbejde med den professionelle kunde. Derfor søgte jeg til S-Engros, siger Kenneth Linde, der rent karrieremæssigt er vokset op i Dansk Supermarked - nu Salling Group.
Samlingssted for kioskerne
Han kender fra sin tid som butikschef i Valby-butikken allerede en hel del af de kunder, som han forventer at møde i den nye butik.
- Vores fire københavnerbutikker - Skovlunde, Valby, Amager og Østerbro - har i dag omkring 1200 kioskkunder, som jeg forventer, vil handle her i fremtiden. Udover at sælge varer til dem, vil vi gerne være et samlingssted. De vil gerne udveksle erfaringer som "hvordan sælger du den vare?" "hvordan er din erfaring med den revisor?" eller "hvad er det nye i din butik?" Men de har i dag ikke noget naturligt mødested, siger Kenneth Linde.
Lige ved indgangen er et område med ét cafébord med ståpladser og en kaffemaskine.
- Her skal indrettes en kundelounge med 15-20 siddepladser, hvor kunderne kan sidde og snakke med hinanden, siger han.
En palle med store dåser med agurkesalat står lidt malplaceret ikke langt fra slikket, og rundt omkring i butikken er stadig andre varer, som tydeligvis ikke skal være en del af sortimentet.
- Vi er lang fra færdige endnu. Den store indvielse er først til september, siger Kenneth Linde.
- Men vi præsenterer os for kunderne i den første uge i marts, når vi holder en messe i butikken. Til messen kommer flere af leverandørerne og uddeler smagsprøver. Målet er, at vi også skal være stedet, hvor leverandørerne kan præsentere deres nye produkter. Det giver leverandørerne en god mulighed for at nå mange kunder på én gang, og vores kunder får chance for at have noget nyt i butikken, som ingen andre har.
Digital kommunikation
Han fremviser en tilbudsavis, der dårligt nok er tør fra trykken.
- Det er vores messeavis. Men ellers vil vi kommunikere med kunderne digitalt via vores webshop og vores nye app. Kunderne kan hente deres varer, som de bestiller på nettet, men vi vil også gerne levere. Vi kan nemlig på den måde udnytte Dagrofa Foodservices biler over middag, når de er færdige med at køre varer ud til kantiner og hoteller, siger Kenneth Linde.
Han tilføjer, at mange af kioskerne i dag er ejet af unge mennesker, der har overtaget efter deres forældre.
- Og de er meget mere digitalt mindede end deres forældres generation, siger Kenneth Linde.
I slikafdelingen, der er den mest færdige afdeling, er det helt tydeligt, hvilken leverandør, der står bag hvilke reoler, og det er ikke tilfældigt.
- Leverandørerne kan købe sig ind på en eller flere hyldefag, hvor de også kan udstille displays og merchandise, som vi sælger til kunderne. Nogle af de store leverandører skal opbygge shop-in-shops, hvor de laver små udstillinger, som de kunne se ud i kundens butik. På den måde kommer de ud til mange kunder på en gang, i stedet for at køre rundt til alle butikkerne, siger Kenneth Linde.
Leverandørerne har været med til at finansiere butikken, og de kan også på de lofthøje reoler langs væggene få plads til et stort banner med deres logo. Det kommer samtidig til at fungere som vejviser for kunderne.
Demonstrere inventar
Lige før udgangen er håndværkere i gang med at lave noget, der kunne minde om en nedkølet mejeriafdeling i et supermarked. I hvert fald er det tydeligt, at den skal kunne lukkes af fra resten af butikken.
[caption id="attachment_85863" align="aligncenter" width="696"] Adm. direktør for Dagrofa Foodservice viser rundt i den nye butik, hvor tobakken skal låses inde[/caption]
- Det er tobaksafdelingen, der i fremtiden vil være aflåst, så vi skal åbne den fra kassen. Når den er færdig, har de enkelte tobaksleverandører hver deres område, hvor de udstiller deres produkter. Nogle af dem vil også demonstrere forskellige muligheder til at gemme tobakken væk, når det bliver lov, fortæller Kenneth Linde.
På samme måde vil også andre leverandører udstille eller fremvise inventar, der er nødvendige eller hensigtsmæssige for deres produkter.
- Men kunne sagtens forestille sig, at Easy kom til en messe eller til en demonstration med et varmeskab og smagsprøver på pølsehorn. Vi vil gerne inspirere vores kunder, og de er fremme i skoene og vil gerne inspireres. Faktisk er seks styks økologiske æg en af vores mest solgte af vores ferskvarer. Det kan man måske undre sig over, når det drejer sig om kiosker, siger Kenneth Linde.