Dagrofa arbejder med fremtidige ejerskabsmodeller

Dagrofa 5. nov 2015 -
This describes the image

Ingen i dansk dagligvarebranche kan være i tvivl om, at det har været svært at skabe overskud i butikkerne de seneste seks-syv år, og for de selvstændige butikker, der ikke har en stor kapitalkæde i baghånden, har det været ekstra svært.

Derfor diskuterer Dagrofa nu, hvordan koncernen bedst kan støtte købmændene i at skabe en lønsomt vækst i Meny-kædens butikker.

- Kapitalgrundlaget for den frie købmand i Danmark har været utilstrækkeligt, men nu er Dagrofa indstillet på sammen med KFI at investere i fremtiden, og det skal blandt andet ske ved at stille kapital i større målestok til rådighed for butikkerne, siger direktør i Dagrofas Købmandshuset, der står bag Meny, Jørgen Nielsen.

Da han kom til Dagrofa i januar 2014, forlod han en stilling som direktør for optikerkæden Profil Optik. Han havde dengang ledet kæden, der i løbet af de ti år Jørgen Nielsen var direktør, udviklede sig fra at være en frivillig kæde af optikere, til i første omgang at blive en konceptstyret kæde. Inden Jørgen Nielsen forlod kæden, solgte han Profil Optik til en kapitalfond, der ansatte optikerne som butikschefer.

- Det er optimalt at arbejde med en model, der kombinerer den frie købmands evner og engagement og hans lokale kendskab med kapitalkædens styrker som konceptstyring, hurtige og effektive beslutninger og kapitalen. Men der er mange muligheder for at kombinere dem, og jeg udelukker på nuværende tidspunkt ikke nogen ejerskabsmodel i Meny, siger Jørgen Nielsen.

I dag er 40 pct. af Meny-kædens butikker ejet af selvstændige købmænd. Nogle købmænd ejer butikken, mens de lejer sig ind i bygninger, der er ejet af KFI.

De resterende er enten ejet af Dagrofa, der har ansat købmænd, eller som et I/S mellem en eller flere købmænd og Dagrofa.

Tekst og foto: Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020