Coronakrise kan udsætte overskud i Dagrofa
I sine planer for Dagrofa har topchef Tomas Pietrangeli haft, at dagligvarekoncernen skulle levere overskud i 2021, men nu skaber coronakrisen tvivl om, hvorvidt det kan realiseres.
Det skriver Børsen i en artikel om Dagrofa-koncernens regnskab for 2019.
- Det er for tidligt at konkludere, om det er realistisk, og hvilke konsekvenser det får for vores strategiplan. Men det er klart, at der er mere usikkerhed nu, end der var for to måneder siden, siger Tomas Pietrangeli til avisen.
Dagrofa har leveret underskud i syv år - den nu lukkede discountkæde Kiwi og senere Dagrofa Foodservice har været med til at skabe de røde tal på bundlinjen.
Koncernen, der er ejet af Norgesgruppen, KFI Erhvervsdrivende Fond og de selvstændige købmænd, har nu - trods et minus på bundlinjen - leveret det bedste resultat siden 2012.
Minus 115 mio. kr. før skat står der på bundlinjen i 2019 mod et underskud på 609 mio. kr. året før.
Samtidig falder omsætningen dog fra 17,4 mia. kr. til 17,2 mia kr.
Den største udfordring for Dagrofa er de lukkede spisesteder, der rammer Dagrofa Foodservice hårdt.
Foodservicegrenen var ellers på rette kurs med Peter Bruun i spidsen. Nu må koncernen satse ekstra meget på detailleddet, der består af kæderne Meny, Spar, Min Købmand og LetKøb.
Sidstnævnte er netop blevet relanceret med nye facader, nyt inventar og ny markedsføring, og det er ifølge Børsen de mindste formater, der skal investeres i nu. Her er salget nemlig vokset markant.
Samtidig kan en plan om at teste mindre Meny-butikker i år blive sat på pause.