Borgerne sikrer landsbyens købmand
Hovedgaden i landsbyen Vindinge ved Roskilde slår et skarpt knæk, som får alle bilister til at sænke farten betydeligt.
Her ligger en gammel, rødkalket bygning. På gavlen hænger et facadeskilt ”Min Købmand” og øverst på murværket ser man årstallet 1877. På fortovet foran bygningen står et par blomstercontainere. For at komme ind i den trange butik skal man gennem et hvidt fortelt med frugt og grønt. Ved første øjekast ser butikken ud til at tilhøre en fjern verden, som ikke har meget med ideerne om moderne butiksindretning at gøre.
Men købmand Michael Møller byder de moderne butiksteorier trods. Han driver en driftig forretning med en god kundestrøm fra morgen til aften gennem alle ugens dage.
Nu er butikkens dage imidlertid talte. Det er ikke omsætningen, det er galt med, men butikslokalerne. De er for små og nedslidte, og der er kun meget få parkeringspladser. Fire p-pladser udenfor butikken og fem på den anden side af vejen.
[caption id="attachment_87933" align="alignnone" width="696"] Butikken ligger i et markedsområde med en god købekraft, og borgerne vælger generelt at handle
lokalt. Foto: Henrik Frydkær[/caption]
Købmanden har i flere år arbejdet med planer om at modernisere og udbygge butikken. Men han er løbet ind i en mur. Den nuværende butik er på 160 kvadratmeter, og hans plan er at få en butik på ca. 700 kvadratmeter.
De gamle planer
Han kan godt erstatte den eksisterende gamle ejendom, der for årtier siden var en kombineret tømmerhandel og købmand, med en moderne købmandsbutik på ca. 900 kvadratmeter, men et gammelt gadekær lige ved ejendommen giver problemer.
Hvis han ombygger, bliver der næsten ingen parkeringspladser tilbage. Sidste efterår opgav købmanden planerne om en moderne købmandsbutik på stedet. I dag ser han imidlertid en lys fremtid i møde.
Kommunen vil gerne lave et mageskifte med en grund få hundrede meter væk, og her kan Michael Møller flytte ind i en stor, moderne og luftig forretning, som bliver tilknyttet Spar-kæden. Løsningen på købmandens fremtid er en borgerdrevet butik i samarbejde med Dagrofa.
[caption id="attachment_87932" align="alignnone" width="696"] Selv om omsætningen er god, er den eksisterende og der er kun meget få parkeringspladser. Foto: Henrik Frydkjær[/caption]
Michael Møller glæder sig til en ny fremtid, hvor han bliver lejer af butikken, som skal ejes af et lokalt ejendomsselskab.
– Nu kan jeg gøre det, jeg har villet i mange år. Jeg kan udvide min aktivitetsplan meget mere, og jeg kan tilbyde et større sortiment. Vi vil gerne tilbyde den fulde kurv. Jeg vil gerne gøre mere ved ferskvarerne og indrette et caféområde. Et og alt for mig er at komme op i Spar-kæden. Mit hjerte ligger i Spar. Vi har en omsætning til at drive en Spar, men vi har ikke tilstrækkeligt mange kvadratmeter. I Spar har du din frihed til at gøre de ting, du gerne vil gøre som købmand, siger han.
Et kendt ansigt
Michael Møller er et kendt ansigt i Vindinge. Her er han født og han har boet her hele sit liv.
Han er uddannet købmand i Roskilde.Han overtog butikken i Vindinge i 2007, da han gennemførte et generationsskifte med den tidligere købmand. Han er kendt og vellidt for sit store engagement i det lokale foreningsliv, ikke mindst sporten, og hans madarrangementer og vinsmagningsaftener, fastelavn og juletræsfester er altid velbesøgte.
[caption id="attachment_87940" align="alignnone" width="696"] Købmand Michael Møller har et tæt samarbejde med bl.a. Charlotte Dybvik
arbejdsgruppen, der skal sikre købmandens fremtid i byen. Foto: Henrik Frydkjær[/caption]
Butikken har desuden den fordel, at den ligger i et markedsområde med en god købekraft. Selv om Roskildes store udbud af supermarkeder og nyopførte discountbutikker frister, fortsætter borgerne i Vindinge generelt med at handle lokalt.
Selv om opbakningen til butikken altid har været stor, er han ikke i tvivl om, at der er behov for en større og moderne købmandsbutik. Især de unge forbrugere og børnefamilier lægger vægt på et stort udvalg, god gangplads og masser af p-pladser hos de moderne dagligvarebutikker, og de finder ofte andre indkøbssteder.
En borgerbutik
Dagrofa meldte sig sidste efterår med muligheden for at gennemføre et borgerdrevet projekt.
I Dagrofa kan udviklingschef Brian Videbæk sagtens genkende de problemer, Vindinge-købmanden stod med.
– Vi har ofte været udfordret af, at købmanden har skabt en god omsætning i lokalområdet, men når han skulle have finansiering fra en bank eller et realkreditinstitut, så strandede projektet, siger han.
Da Michael Møller først havde fået ideen til en borgerbutik fra Dagrofa, handlede han hurtigt. Han indkaldte til borgermøde i Vindinge, hvor omkring 500 mennesker deltog. På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe med en snes borgere fra byen – og de har siden løbet stærkt for at få projektet i hus.
Den store udfordring var krav fra bank og realkreditinstitut, forklarer Charlotte Dybvik, der er medlem af arbejdsgruppen.
– Det er en snørklet proces. Banken skal have mange tilkendegivelser, før de vil lave en bankkonto og give os et lån. Vi kunne ikke sælge noget, før vi havde en bankkonto.
D et er vigtigt, at vi har en butik i byen, et mødested, hvor alle mødes på tværs, ellers bliver byen bare en gennemkørselsby.
- CHARLOTTE DYBVIK, ARBEJDSGRUPPEN
Modellen bag projektet ser således ud: En ny butik vil koste 15-20 mio. kr., som dels er betaling for den nye grund og dels omkostninger til at opføre butikken. Dagrofa stiller med en 10-årig huslejegaranti. Borgerne skal selv spytte 3,5 mio. kr. i kassen for at få den resterende finansiering. Styregruppen har etableret et ejendomsselskab. Det er et anpartsselskab, og styregruppen har solgt anparter for 3,2 mio. kr. og har som mål at nå 3,5 mio. kr.
Michael Møller håber på at kunne åbne hurtigst muligt og får disse ord med på vejen fra Dagrofa.
– Hvis kommunen er velvillig, og alt går efter planen med hurtig sagsbehandling, kan butikken stå færdig til julehandlen i år. Hvis det går som normalt, åbner den til påske 2021, siger Brian Videbæk.
Charlotte Dybvik er ikke overrasket over den store opbakning.
– Vindinge har ca. 1000 husstande, og vi har fået en kæmpe opbakning. Det er især de ældre, der har presset på, men de yngre, der er flyttet hertil og ikke kender Michael så godt, er måske ikke helt så loyale. De kører gerne et andet sted. Eller de vil have noget nyere med en flot butik og plads i gangene.
– Der er mange indkøbsmuligheder i Roskilde. Det er helt klart Michael, der trækker op i det her. Han gør rigtig meget for Vindinge. Hvis vi er ligeglade med, hvem der kommer, får vi ikke den samme service fra en anden kæde. Vi får hos købmanden andre former for service med pakkepost, apoteksudsalg og personlig levering. Det er vigtigt, at vi har en butik i byen, et mødested, hvor alle mødes på tværs, ellers bliver byen bare en gennemkørselsby, siger Charlotte Dybvik.
En stor opgave
Når hun fortæller om styregruppens arbejde, kan man nemt få det indtryk, at tiden har været en smule hektisk. Det er dog for intet at regne sammenlignet med det arbejde, der nu går i gang, fortæller hun.
– Arbejdet til nu er den mindste del. Nu kommer vi ind i den hårdeste fase. Når vi har pengene, kan vi arbejde med den lokalplan, kommunen skal lave, vi skal hente tilbud på byggeriet og skaffe godkendelser fra kommunen, siger hun.
Imens følger den travle købmand begivenhedernes gang fra sidelinjen. Han skal gøre det, han er bedst til, nemlig at være den synlige, engagerede og driftige købmand – foreløbig i den gamle ejendom og i fremtiden i en købmandsbutik, der bygger på alle de moderne principper for butiksindretning.