Borgere bakker op om købmandsfamilie
Ny Spar i Øster Brønderslev er delvist bygget for borgerlån. Kunderne får afdrag som varer.
"Du skal altså lige se den her."
Købmand Jan Jæger er ikke alene stolt af sin Spar-butik i Øster Brønderslev, som han åbnede i november 2015. Han er også dybt rørt over borgernes engagement i etableringen af den 575 kvadratmeter nye butik, der afløser en gammel butik på kun 220 kvadratmeter.
En af borgerne har fulgt byggeriet med et kamera og har fået produceret en billedbog med tekst og masser af billeder fra hele forløbet. Det er den, han viser Dansk Handelsblads repræsentant.
- Jeg har mødt så meget gejst og velvillighed blandt borgerne i byen. Og nu kommer de og siger: ”Du er jo blevet et rigtigt supermarked og ikke bare en nærbutik”, fortæller Jan Jæger.
157 borgere har lånt ham i alt 2,3 mio. kroner, som de nu kan hente varer i butikken for. Derudover har købmanden fået 850.000 kroner i støtte fra LAG (landdistriktsmidler og tilskud fra EU), et lån på 2 mio. kroner fra Vækstfonden og et lån på 3,2 mio. kroner fra KFI. Derudover har han en leasingaftale med KFI på 1 mio. kroner.
- En ældre mand fra Brønderslev kom og tilbød mig et lån på 50.000. Da jeg spurgte, om han ville købe varer for pengene, sagde han, at det ikke var så vigtigt, om - og hvordan - han fik pengene tilbage. Han ville støtte mig, fordi ”du kæmper sådan for det lille samfund”, fortæller Jan Jæger.
Manglede plads
Byggeriet af den nye butik har kostet i alt 8 mio. kroner, men så er den også fremtidssikret.
- Butikken havde en størrelse, så jeg ikke længere kunne leve op til Spars koncept. Blandt andet kunne jeg slet ikke have alle de kampagnevarer, som følger med konceptet. Jeg havde fået dispensation til at blive i Spar et halvt år, inden jeg skulle flytte over i Min Købmand. Jeg vil vækst, og det ville være sværere i Min Købmand, siger Jan Jæger, der blandet andet havde store problemer med parkeringspladser, når kunderne skulle købe ind efter arbejdstid.
- Jeg havde kun fem p-pladser. Nu har vi 22 plus to handicap-pladser. Og i butikken er der nu plads til både tilbud og specialiteter. Op til nytår havde vi spiselige blomster, smiler Jan Jæger, der har den eneste Spar-butik i en radius på 20 km.
- Jeg har mange kunder fra oplandet. De kommer endda fra Brønderslev, fordi de gerne vil handle i Spar. De siger, at det blandt andet er vores service, de vil have – og de oplever, at prisen er den samme, som andre steder, siger købmanden.
Omsætningen lå i 2014 på 18 mio. kroner med moms. I 2015 ender den på stort set samme beløb, til trods for at butikken under ombygningen var flyttet ud i fem skibscontainere, hvilket gav et tab på 2,5 mio. kroner.
- De lokale borgere holdt ved, selv om de skulle finde varerne i containerne, men de udenbys kunder blev væk. Tabet indhentede jeg dog efter genåbningen. Undersøgelser viser, at jeg skulle kunne nå en omsætning på 28 mio. kroner, men jeg har budgetteret med 25 mio. kroner og forventer samtidig, at min indtjening stiger med 3 pct., siger Jan Jæger.
Arbejdede i butikken som 10-årig
Den 50-årige købmand er uddannet i Kvickly i Brønderslev i 1985, men ideen om at blive købmand fik han allerede som 10-årig, da han arbejdede som bud i selvsamme butik, som han i dag er ejer af.
- Jeg er krejler og elsker at handle. I dag kan jeg stadig få følelsen: Yes, jeg gjorde det igen, når jeg har gjort en god handel. Mine forældre havde et landbrug, men jeg har aldrig været i tvivl, siger Jan Jæger.
Efter nogle år som souschef i flere brugser, blev han i 1990 forpagter af Q8-stationen i Brønderslev. Han havde kig på butikken i Øster Brønderslev, der også dengang var med i Spar-kæden.
- En dag stod Hans Meldgaard, der i dag er salgschef i Dagrofa, i kø i butikken. Da det blev hans tur, spurgte han, om jeg var interesseret i at købe butikken i Øster Brønderslev. Den omsatte dengang for 5 mio. kroner om året, fortæller Jan Jæger, der overtog butikken i 2004.
- Og omsætningen er steget støt siden, ind til pladsen blev for trang, siger han.
Han indledte de første forsøg på at låne penge til en ny butik allerede i 2010, men banken ville kun låne ham til en butik i Aalborg.
- Det så lidt sort ud, og jeg var klar over, at pengene måtte komme fra en uventet kant, fortæller købmanden, der kom i tanke om, at byen for nogle år siden samlede ind til en ny sportshal.
- Jeg luftede muligheden for, at vi kunne gøre det samme for at få en ny butik. En borger foreslog, at jeg kom med en præsentation af et projekt. Det gjorde jeg så til en vinaften i butikken, og stemningen var positiv, fortæller Jan Jæger.
Gik i gang på sin 50 årsdag
Jan Jæger indkaldte til et borgermøde i hallen og præsenterede et endeligt forslag sammen med papirerne til en bindende tilslutning til at låne købmanden penge. 250 mødte op.
- Borgerne kunne aflevere sedlen i butikken inden for den kommende måned. De første uger skete der ikke ret meget, men da måneden var omme, havde jeg 2,3 mio. kroner. Det var kun nok til en tilbygning, og anmodningen om lån fra KFI havde jeg endnu ikke fået svar på, fortæller Jan Jæger, der dog fik en uventet mulighed.
- To repræsentanter fra Vækstfonden stod pludselig i min butik, og fortalte, at de gennem medierne havde hørt, at jeg manglede penge. Jeg kendte dengang slet ikke til fondens eksistens. Men det endte med, at de lånte mig 2 mio. kroner, og da der kort efter kom en mail fra Dagrofa om, at min ansøgning ved KFI var godkendt, var vi klar til at gå i gang, siger han.
Den 30. maj 2015 – på Jan Jægers 50 års fødselsdag – begyndte nedrivningen af to huse, der skulle give plads til de nye parkeringspladser, og den 21. november åbnede han den nye butik.
Siden har omsætningen ligget omkring indeks 138.
[gallery ids="eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTIzLmpwZyIsInRpdGxlIjoic3BhciBcdTAwZjhzdGVyIGJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoICgyMykiLCJjYXB0aW9uIjoiIiwiYWx0IjoiIiwiZGVzY3JpcHRpb24iOiIifQ==,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfa3VuZGUtTGlzLVBlZGVyc2VuX2hraC0zNC5qcGciLCJ0aXRsZSI6InNwYXIgXHUwMGY4c3RlciBiclx1MDBmOG5kZXJzbGV2X2t1bmRlIExpcyBQZWRlcnNlbl9oa2ggKDM0KSIsImNhcHRpb24iOiIiLCJhbHQiOiIiLCJkZXNjcmlwdGlvbiI6IiJ9,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTUuanBnIiwidGl0bGUiOiJzcGFyIFx1MDBmOHN0ZXIgYnJcdTAwZjhuZGVyc2xldl9oa2ggKDUpIiwiY2FwdGlvbiI6IiIsImFsdCI6IiIsImRlc2NyaXB0aW9uIjoiIn0=,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTcuanBnIiwidGl0bGUiOiJzcGFyIFx1MDBmOHN0ZXIgYnJcdTAwZjhuZGVyc2xldl9oa2ggKDcpIiwiY2FwdGlvbiI6IiIsImFsdCI6IiIsImRlc2NyaXB0aW9uIjoiIn0=,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTExLmpwZyIsInRpdGxlIjoic3BhciBcdTAwZjhzdGVyIGJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoICgxMSkiLCJjYXB0aW9uIjoiIiwiYWx0IjoiIiwiZGVzY3JpcHRpb24iOiIifQ==,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTE3LmpwZyIsInRpdGxlIjoic3BhciBcdTAwZjhzdGVyIGJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoICgxNykiLCJjYXB0aW9uIjoiIiwiYWx0IjoiIiwiZGVzY3JpcHRpb24iOiIifQ==,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTMxLmpwZyIsInRpdGxlIjoic3BhciBcdTAwZjhzdGVyIGJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoICgzMSkiLCJjYXB0aW9uIjoiIiwiYWx0IjoiIiwiZGVzY3JpcHRpb24iOiIifQ==,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoLTIwLmpwZyIsInRpdGxlIjoic3BhciBcdTAwZjhzdGVyIGJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfaGtoICgyMCkiLCJjYXB0aW9uIjoiQXJraXZmb3RvOiBIZWxsZS1LYXJpbiBIZWxzdHJhbmQiLCJhbHQiOiIiLCJkZXNjcmlwdGlvbiI6IiJ9,eyJ1cmwiOiJodHRwczpcL1wvZGhibGFkLmRrXC93cC1jb250ZW50XC91cGxvYWRzXC8yMDE2XC8wMVwvc3Bhci1cdTAwZjhzdGVyLWJyXHUwMGY4bmRlcnNsZXZfamFuLWpcdTAwZTZnZXItb2ctZGF0dGVyZW4tTWFyaWFfaGtoLTUuanBnIiwidGl0bGUiOiJzcGFyIFx1MDBmOHN0ZXIgYnJcdTAwZjhuZGVyc2xldl9qYW4galx1MDBlNmdlciBvZyBkYXR0ZXJlbiBNYXJpYV9oa2ggKDUpIiwiY2FwdGlvbiI6IiIsImFsdCI6IiIsImRlc2NyaXB0aW9uIjoiIn0="]