Blå blok vil sænke afgifter
Partierne i blå blok i Folketinget har alle et ønske om at sænke de danske punktafgifter på nydelsesmidler for at sænke grænsehandlen.
På en konference om grænsehandel og afgifter forleden, arrangeret af Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, kom de borgerlige partier med flere bud på at sænke afgifterne på grænsehandelsfølsomme varer.
Højeste bud kom fra Mette Bock fra Liberal Alliance:
- Vores forslag er, at vi sænker alle punktafgifter på de grænsefølsomme varer, og det koster 4,1 mia. kr.
Det er ikke ret meget i forhold til, hvad det vil bidrage med til arbejdspladser og omsætning i Danmark.
Hun påpegede, at grænsehandlen er et stort problem og da ikke mindst for det sønderjyske områder:
- Inden jeg kom i Folketinget arbejdede jeg i Esbjerg og fulgte udviklingen i grænselandet tæt. Det er et kæmpestort problem, at vi har de høje punktafgifter.
Sådan opfatter man det i Sønderjylland.
Med i valgoplæg Torsten Schack Pedersen, der er Venstres skatteordfører, sagde, at Venstre har afsat 250 mio. kr. i sit valgoplæg til at sænke og måske endda fjerne afgifter.
De konservative har også lavere afgifter på dagsordenen i deres valgoplæg. Mai Mercado nøjede dog på konferencen med at sige:
- Vi har i første omgang sagt, at vi gerne vil kigge på dåseølsproblematikken, og vi har foreslået, at de danske afgifter på øl skal ned på tysk niveau.
Dansk Folkeparti nøjedes med at formulere en ambition om at sænke afgifterne på nydelsesmidler, sagde Mikkel Dencker:
- Vi mener, at problemet er afgifternes størrelse, og at de er ude af niveau med Tyskland. Vi har en ambition om, at vi på længere sigt skal have harmoniseret vores afgifter med Tyskland.
Vi kan dog ikke pege på en finansiering til, hvordan kan løse det problem, men vi har øje for, at grænsehandlen koster arbejdspladser og provenu i statskassen. Afgifter i balance På konferencen repræsenterede Astrid Krag (S) regeringspartierne, og hun sagde, at regeringen ikke har noget ønske om at sænke afgifter yderligere:
- Diskussionen om grænsehandel fylder mere, end hvad den samfundsøkonomisk kan bære. Der er altid forskellige aspekter og hensyn at tage, når man taler afgifter, men det drejer sig om at påvirke danskernes forbrug, så de kan leve sundt. Det er min opfattelse, at vi har ramt den rigtige balance, men set fra regeringens side er det ikke her, der er brug for at gøre en hel masse.
"Det er et kæmpestort problem, at vi har de høje punktafgifter. Sådan opfatter man det i Sønderjylland. METTE BOCK, LIBERAL ALLIANCE"